Jazz's skibsblog

Det förste bjerg og de sidste dage

2010-07-31T10:29:00.000-07:00

Schweiz
Har vaeret paa turisttur i Genéve. Set verdens laengste baenk af trae (!!!!!!!) og spist vidunderlig chokolade. Intet saerligt at melde, udover verdens laengste baenk af trae, som er 126 m lang og nyrenoveret. Iövrigt er kun saede og ryg af trae. Baenken har stenfödder/stötter.

I Nyon fortsatte den maritime studietur uventet. Lac Léman-museet (Genéve-söen kaldes ogsaa Léman) böd paa historier om alt fra biologi og geologi til fiskeri og industri i denne bjergsö.
Jeg har ogsa badet i den. Dejligt vand!
I den lille by Gland fik vi god schweizisk aftensmad: Saucisson Vaudois, altsaa den lokale pölse fra "kommunen" Vaud, med kartofler, porrer og sauce. En flakse rödvin tömte sig selv, og maaltidet indtoges under stor moro! Mad BLIVER bedre i godt selskab. Madselskaber skal dyrkes noget oftere.

Herefter gik turen til Nendaz. Denne by ligger ikke i dalen mellem bjergene, men 1300 m over havoverfladen, i Alperne. Herfra besteg jeg mit förste bjerg! 1100 meter i lodret retning og et par kilometer i vandret, op til Nendaz' tand, "La Dent de Nendaz", 2463 m over havoverfladen.

bjerget
Den taage, som omgiver én naar en sky passerer det bjerg man staar paa... Det er den samme taage som slörer drömme. Opstigning og nedstigning var som paa film: Slöv start, stille og roligt. Pauser, varme, det ene ben foran det andet op ad stierne og vejene. Det rigtige stop var liftstationen, hvorm an kan betale i dyre domme for at blive baaret op eller ned. Jeg gik derop, satte mig og drak en kop chwiezisk urte-the fra thermokanden. Nöd udsigten og tog et billede af den sidste spids, de sidste 200 m op, omtrent - Tanden.

Kor efter, at jeg igen er taget afsted, begynder det at regne lidt. Det er ikke vodlsom regn, men faar regnbukserne frem og jakken paa. Godt det samme, for stövregnen laegger sig overalt og inden laenge er mit töj svagt blank af vand. Stien gaar om paa bagsiden af höjderyggen, og dér blaeser det. I blaesten bliver man pludselig meget bevidst om afstanden ned. Forsigtige skridt, stötte med haanden hvor det er muligt. Lange pauser i lae indtil vejret slapper lidt af. Og sikke et syn, der möder éen:
Til tider daekker skyerne, og man staar paa en ö midt i den bleggraa suppe. Til tider blaeses skyerne vaek, og samtlige bjergtoppe omkring éen bliver tydelige. Jeg saetter mig og taenker. Döser hen til lyden af vind, ingenting og malkeköer med bjaelder om halsen.

Er et valg i livet svaert er det maaske fordi det er unödvendigt eller fordi problemet angribes forkert. Det handler om at göre, hvad der SKAL göres. Hvad livsmaal angaar handler det f.eks. ikke om at göre, hvad man har lyst til: Det handler om at göre det, man ikke kan lade vaere med. hvad det saa er...

Nedturen er lettere for hjertet, men haardere for benene. Opad traekker man sig, stiger op ved muskelkraft. nedad falder man skridt for skridt, stöder imod med knaeled og spaendte laarmuskler, som simpelthen bankes ömme. nedadstigningen var ogsaa farlig, for efter bjerget var besejret saenkede roen sig, og alverden forsvandt i et graat droemmesloer. Men et forkert skridt er stadigvaek potentielt et hundrede meter langt skridt ned ad klippesiden, og jeg bliver nödt til at minde mig selv om det hele tiden.

Det var en god tur.

Videre fart
Paa vej tilbage fra Nendaz standsede vi i den lille by vevey. Baadfestival med latinersejl, raclettes (en dejlig tallerken med smeltet ost, kartofler og syltede agurker) og en lang samtale i solskinnet.

Med toget naaede jeg til Basel, og fra Basel tog jeg et tysklandstog mod Kiel uden at vide, hvor jeg ville staa af. En kontrollör foreslog Koblez da jeg spurgte; en smuk gammel by i Rhinlandet. Det föltes godt, og jeg hoppede af dér.
Ganske rigtigt er det en nydelig by. Har hört kirkeorglets enorme kraft i en halvtimes gratis koncert, Bach's 3. sonate og ogsaa en af Bartholdy. Har cyklet en tur langs Rhinen og vaeret paa Rhinmuseum; Rhinbaade fra 1400 til 1960, rekonstruktioner og aegte bevarede objekter i forskellige störrelser. Kedeligt for de fleste, men der var studenterrabat og nu har jeg faaet en stor lyst til at sejle paa floder - mon ikke der bliver tid til dét en dag?

Nu er der lidt tyskland tilbage inden hjemkomsten om et par dage. I morgen vil jeg til Trier, tysklands aeldste by; en gammel romerstad, mere end 2000 aar som boplads. herefter er det Berlin for at besöge Tanja fra folkeskolen. Har ikke st hene siden hun flyttede til Tyskland lige efter 6. eller 7. klasse. Det skal nok blive hyggeligt.
I aften er der The Cure + Depeche Mode paa en bar her i byen, krydret med allehaande indie- pg punkbands fra samme tidsperiode. Det bliver godt.

Frankrig

2010-07-31T09:37:00.000-07:00

Lyon
Blev vel modtaget. En velkomstkomité bestaaende af tre franske piger i en bil. At höre dem tale sammen er praecis som at höre lydsporet til en fransk tegnefilm: helt overgearede, men flinke nok.
Ankomst i boligen omkring halv ti. Moderen er vaagen endnu, da det er kommet hende for ören at jeg ikke har spist aftensmad. Gaesten bespises paa fransk manér med en fuld menu bestaaende af salat, lille ostebord, herefter en hovedret - hjemmelavet Ratatouille, som fjernede savnet efter den italienske is og vendte min gane mod Frankrig! - abrikoser og hjemmelavet abrikos-is med slag i.

Velkommen til Frankrig, det tör siges.
Lyon i sig selv er ikke min favoritby, selvom der er mange dejlige ting. Fra udsigtspunktet Fourviere kan jeg staa i timevis og kigge, tror jeg. Hele Lyon ligger udredt, og ude til venstre i billdet sidder Alperne paent og lyver om deres störrelse.

Til morgen spiser franskmaendene forfaerdeligt södt. Brioche, en slags södt kagefranskbröd, frugtsaft og lidt yoghurt. Det skal blive godt med et laes havre med maelk paa.
Til frokost og aftensmad har de derimod fat i den lange ende. I Lyon smagte jeg snegle - Escargots - som i sig selv ikke er noget med bliver fantastiske med en god sauce. Terrine du canard. Alt, de laver med and er fantastisk. Og deres oste.
Og kir kan man baade faa med solbaer og med abrikos! Uhört, jeg holdt mig til solbaeraperitif.

Et godt madland. Et daarligt badeland. Paa stranden er der ingen herer, naturligvis, men i alle private svömmehaller i frankerriget er det forbudt at have löse badeshorts paa. Det er sgu det ene land i verden der er bösset nok til at tvinge maendene til at gaa i stramme badebukser. Det er angiveligt af hygiejniske aarsager, men jeg tror man kommer laengere med at laere folk at vaske sig ordentligt.

Iövrigt har jeg nu set offentligt tilgaengelige zoologiske haver i flere lande. Er der noget saadant i Danmark? Det ville vaere en god idé tror jeg.

Köbte en gave til vaertinden, men blev overrasket da jeg ligelees fik en flaske af mosterens egen rödvin med paa vejen.

Bordeaux
6-7 timer med tog efter Lyon.
I Bordeaux er der rigeligt at se. Faldt i snak med to tosser fra Lille; de blaffer rundt i Frankrig i jagten paa trance- og electrofester. Igor og Radlon kaldes de, selvom det ikke heelt er deres rigtige navne. Vi gik rundt, köbte noget billig rosévin og fik natten til at gaa med at tale med forskellige mennesker. Jeg bröd op, for jeg havde meget for.

Nu har jeg set Tour De France passere. Det er once-in-a-lifetime, for mere gider man ikke. Masser af gratis ting, jatak. Masser af staa op i et par timer uden der egentlig sker noget, nej tak. I solen. og saa fölger 10-20 sekunder hvor de kommer styrtende forbi. Der pakkes sammen, Tom Cruise og Cameron Diaz ryster haender med dagens vinder og folk gaar i seng. I morgen gaar det lös igen. Men nu har jeg set det.
Om aftenen gik jeg tur langs floden. sagde bonsoir til nogle unge mennesker, og de bad mig tage plads. Nu er jeg venner med Nicolas, SImon, Jerome, Jennifer, Quin-Lann (staves???) og hendes söster. De to naeste naetter sov jeg hos dem.
Dagen efter saa jeg ogsaa enkeltstart. Hér fik jeg baade slikposer, en fin kasket og en gratis kop varm kaffe til at starte dagen paa. Ikke vaerst. Herefter gik turen til en af vin-verdens höjborge; Saint-Emilion, opkaldt efter en benediktinermunk som bosatte sig inde i klippen dér i det 7. aarhundrede. Nu har jeg smagt vinen dér, gaet mig en tur, plukket frugter... En dyr dag i paradis.

brugte en dag ved atlanterhavet med mine nye venner. Der er ikke meget svömning, da havets störrelse ikke skjules: badningen bestaar i at orsöge at staa op naar bölgerne kommer farende, og det er skaegt! Har nu badet i Middelhavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean, samt smaahavene omkring de danske öer.

Den sidste dag gik med tidlig afgang og udflugt. Afsked med den sköre kat Bignole, opbevaring af rygsaek og herefter udflugt til Les Eyzies i Dordogne. Dette er Frankrigs fortids-dal: national og internationalt förhistorisk museum, og en hel masse vaskeaegte huler med hulemalerier og spor og saadan. Jeg har nu set Abri Cro-Magnon, hvor den förste Cro-Magnön blev fundet i 1898; de förste spor! Köbte mine franske souvenirs, pastis og terrine du canard. Det er skidt at slaebe dem hjem, men billgere end a importere og ikke egentlig slemt.

Nattog til Geneve, hvor jeg ankommer og afhentes tirsdag morgen 8.39.

Monza 20.07.10

2010-07-23T12:10:00.000-07:00

OVERNATNING OG JERNKRONE

Dag og nat i Monza
Dagen gik med at gaa rundt. Kigge lidt i forretninger. Fandt bl.a. CDer med De Andre, en meget kendt italiensk musiker; jeg fik anbefalet.
Proevelyttede, og det virker godt.
Italienske sko ville ogsaa vaere en fin souvenir, men nu faldt det sa heldigt at jeg fandt et paar der kunne er statte mine gamle udtraadte...

Ville sove i parken, Europas stoerste lukkede park, som er virkelig flot og behagelig t gaa i. Mindede mig om Mols. Har i det hele taget en smule hjemve; der er langt til Abildgaarden og Mols og Ebeltoft herfra.
Parken lukkede for natten. Efter at have slaebt min rygsaek gennem Monza by var det lidt aereligt. Saa slaebte jeg den tilbage igen for at sove samme sted som natten foer. Dér var imidlertid italienske Brianer. Jeg gik videre, godt traet efter at have gaaet omkring med og uden rygsaek hele dagen.

Jeg kom forbi en gade opkaldt efter Frans af Assisi og taenkte, at hvia nogen forstaar mig er det ham.
Moedte straks et paar maend i nattemoerket og spurgte dem ad. Der er en penzione oppe ved Corso Milano.
Ikke om jeg gad gaa hele vejen derop for at betale 'à euro for seng, mad og sengetoej naar alt, der mangler er et rimeligt uforstyrret moerkt sted hvor jeg kan ligge i fred. Gik ad den vej, de havde anvist, og saa kort efter et moekrt stykke mellem to vaerkstedshaller i det mindre industriomraade, jeg var paa vej igennem. Hernede var der en sengestoerrelses plads med raekvaerk paa den ene side og hhv. mur; planter og en tydeligvis forlqdt bil (af maerket Fairway) paa de tre andre sider. Hér sov jeg udmaerket, vqskede mig ("baby wipes" sparer vand, pjask og giver god, ren fornemmelse). I bilen fandt jeg de slidte, hvide kanvassko str. '( som nu er mit reservefodtoej efter sandalerne.

corona ferrea
Et doegns ventetid vaerd. Stod klar ved indgqngen klokken 09:00, aabningstid. Jeg var ikke klar over, hvad jeg forventede, men var nok indstillet paa det dyrest mulige. I stedet fik jeg lov at se kronen og kun betal for dét. 3 euro. For 3 euro har jeg staaet hoejst 40 cm fra et saa saerligt stykke europaeisk historie.
Det var ikke bare at gaa ind og se den. Naeste visning var 09:15. De ventede vi paa, os to, der ville se kronen allerede i den aarle morgen.
09:15 kom saa en pige, som uden tvivl har vaeret studerende, og laaste en stor jernlaage op. Vi gik ind i rummet bagved. Godt nok var det under renovation, men stilladserne og stemmerne formaaede ikke at oedelqegge stemningen da pigen gik op paa podiet med de mange dekorqtioner - planter, moenstre - og laaste tre smaa laase op; aabnede den pengeskabsagtige staallaage og trak montren ud.

Charlemagne! Napoleon! Der var den! Undsélig af stoerrelse, men tydeligvis gammel.
For 3 euro europaeisk historie. Vi maatte gerne staa paa trinnene op til, helt taet paa. Der er et jernbaand i midten - angiveligt et af soemmene fra Jesu kors.

Lidt tid gik, 1 eller 2 minutter. Bagefter satte jeg mig paa en kirkebaenk for at taenke. Naesten med det samme fik jeg et lille stik i siden og en antydning af taarer i oejnene. Hjemveen slappede af midt i det store, koelige rum. Kirker og katedraler fordrer en ro som ikke findes ligesaa let udenfor byen. Gjorde mig et paa tanker:

Jeg kan ikke tro, at Gud har brug for et hus. Jeg kan godt tro, at mennesker, vi mennesker har brug for saerlige rum, saerlige bygninger, der er monumentale nok til at huse de vaegtigste foelelser som dyb sorg, tro paa de hoejere, had, kaerlighed...

Ofte er det almindelige rum for almindeligt; banalt eller vulgaert. Det er ikke passende at foele sig helt fortabt eller braendende taknemmelig. Kun katedralerne og det aabne himmelhvaelv kender jeg, som er store nok.

I toget til Lyon

Havde et par gode timer i Milano. Ga tur, tjekke mail. Solenne henter mig paa stationen i Lyon selvom det er et stykke fra hvor hun bor! Saa der er soerget for mig de naeste to dage i hvert fald.
Souvenirs? Frugt, groent, salami napoli og nogle smaa flasker med grappa - italiensk druebraendevin. I Frankrig skal jeg have gjort plads til en flaske pastis eller to.

Kender ingen andre, der begynder at grine naar de svoemmer eller spiser gelato. Nogle ting er jeg bare glad ved. Choko-isen smager praecis som chokolade, og det samme gaelder for hhv pistacie og citron. AAH det er godt.

Avanti a Lyon

MONZA

2010-07-20T06:17:00.000-07:00

19.07.10 Piazza Duomo foran kathedralen i Monza

Jeg kom, jeg saa, jeg fandt et lille hjoerne bag et trae. bryder mig altsaa ike saa meget om byer. Hvis ikke man har et sted at gaa ind, eller hvis man oensker at vaere ude, er det galt fat med soevnen. De rer lys og mennesker og privat overalt, og hvor der ikke er disse ting er der moegbeskidt. Men jeg fandt et rimeligt uforstyrret stykke jord i skjul af trae, bro og vaeg. Klatsov mig gennem de foelgende 6 timer og stod stille og roligt op. Ny lur paa en plads, en baenk i byen. Mandag morgen i Monza er som mandag morgen andre steder. Stilladsarbejdere og fejemaskiner larmer, hunde luftes og folk gaar til og fra, langsomt flere og flere.

Jeg spoerger en dame om den kirke, jeg har foran mig, er katedralen. Det er det ikke, den er lidt laengere nede og til hoejre. Hvis man er i tvivl er man ikke i tvivl - jeg fortsaetter ad den morgentomme gaagade indtil der paa min hoejre side skimtes noget mellem bygningerne, Noget stort og ekstraordinaert (drej hér).
Tvivl forsvinder som ydmyg dug for den sol, der oplyser himlen bag det lyse, storslaaede, rigt udsmykkede bygningsvaerk som maa vaere Katedralen i Monza.
Den maa man ikke bare gaa ind i. Jeg bliver noedt til at kunne overskue bygningen foerst. Saetter mig paa et gammelt kristen-monument ("MDLXXV" = 1575) og finder kiggerten frem for langsomt at fordoeje facaden med de mange moenstre, monstre, relieffer, kongefigurer og ansigter.
Indenfor begynder praesten at synge. Laeg maerke til det: folk gaar til og fra. Folk bruger katedralen.

Al den fysiske storhed; marmorminderne om, hvad man skal udrette for Guds skyld.

To piger gaar over piazzaen, i et oejeblik hvor min kiggert er nede og jeg har fundet lidt morgenmad frem. De er ikke grimme overhovedet. Sorte toppe og bukser; en mindre konservativ tilvaerelse. De henter varer, for de haren saekkevogn med. Jeg kigger. En af dem kigger tilbage. Jeg blinker og smiler, skifter mellem kirken og pigerne. Den ene smiler tilbage. Vender hovedet for at se om jeg stadigvaek kigger, puffer de nanden i siden og de kaster begge et blik tilbage. inden, de forsvinder om hjoernet. Flygtige smil minder om en anden verden. jeg sidder og beundrer kirken, men det er The Doors og ikke salmer, der lyder for mit indre oere.

With our fingers we quick minaret
speaking secret alphabets
I light another cigaret
learn to forget

Samtidigt beder den ophoejede kristendom os huske; husk, de andre lidende. Husk Jesus. Husk, du skal doe...
Det ene syn beder mig glemme, og vaere til af al magt, det andet beder mig huske, tjene og straebe hoejere.
Jeg bliver i tvivl om, hvor den sande evighed ligger; i praestens hymner under en gotisk hvaelving, eller i de tilbagevendende, solbeskinnede pigers glade "Ciao!" som ikke efterlader spor af tvivl om, hvilket koen jeg tilhoerer.

Skibsbloggen genoptages...

2010-07-19T02:40:00.000-07:00

... Og denne gang er det en sommertur. Rejste med flyvemaskine fra KBH til Nice fredag morgen. En soevnig og varm Middelhavsturistby i hoejsaesonen. Der blev badet i vildskab - to-tre strandbesoeg paa en dag.
Moedte en mand ved navn Denis, han besluttede sig for at vaere min guide. Saa vi saa det ene og det andet og fandt dette og hint og havde interessante samtaler. Han skal have et postkort senere paa aaret.

Ville have overnattet, men tog ikke bussen til det hostel eg sigtede efter, saa kom til at gaa udenom det. Ud paa natten ankom jeg til den naeste by, Ville-Franche-sur-mer, hvor jeg fandt en fortraeffelig baenk i en park. Og saa lige ved siden af toilettet, ligesom derhjemme.

Monaco er en flot lille stad. De har et oceanografisk museum som bestemt er et besoeg vaerd, inklusive akvarium.
I det hele taget har den foerste den af rejsen vaeret en marin studietur; udover Musee Oceanographique i Monaco har jeg brugt en uge paa et motorsejlskib i omraadet omkring "Italiens Florida" - Sanremo. Det var en ubegribelig uge med uhoert mange observationer, godt samvaer og en masse andet. Skriver meget mere om det senere, det er for stort.
Herefter, i gaar, navigations- og handelsmuseum i Genova, samt et af verdens stoerste akvarier, i samme by.

Ville ogsaa have shoppet efter vaaddragter, men det maa blive andetsteds, der var rastloeshed, og turen gik ind i landet til Milano og videre til den mindre by Monza, et kvarters togtur fra Milano. Her skal jeg ind at se Corona Ferrea i katedralen i Monza. Corona Ferrea, eller Den Lombardiske Jernkrone, er den selvsamme som Napoleon brugte, da han kronede sig selv til konge eller kejser over Italien.

Der er meget at skrive fordi jeg ikke har kunnet skrive foer. Der er et stykke mellem internetbesoegene. Men nu er vi igang!
Ship Ohoej.

kh Mikkel

P.S.: Man skal ikke save den gren over, man sidder paa. Dette involverer ogsaa at goere sig bevidst om, hvilken gren det egentlig er, man sidder paa!

2010-01-12T16:18:00.001-08:00

Et par lærerige sidste dage. Mange tanker at tænke, mange oplevelser at fordøje. Klokken er ti minutter over midnat, zonetid (-8). Jeg har netop afsluttet min sidste vagt på denne udmønstring.
Min rygsæk er næsten helt pakket, og i morgen er der voldsrengøring. Torsdag gør vi lidt mere rent, og så bliver vi sendt hjem. I morgen er der også training day, det bliver sjovt lige at få et sidste stort input. Vi skal lære at starte nødgeneratoren, samt lære om chemical suits og røgdykkerudstyr, farligt gods og førstehjælp - hjertestartere, Emergency Breathing Devices m.m.

Så er det mere eller mindre sket for denne gang. Punktum.

2010-01-11T11:14:00.001-08:00

Hej Københavnerfolk. Skal vi holde noget... Har i tid lørdag d. 16.? Eller ugen efter?

Nogle af de andre vil meget gerne hjem nu. En lærerig tur; nogle er bare ikke sejle-mennesker.
Nogle andre er, og de fortsætter på skole i håb om at få lidt mere tid på vandet.

Ciao belli!

2010-01-11T11:13:00.001-08:00

Hej alle! I dag er det den syvende januar. Den fjortende januar afmønstrer vi i Tanjung Peleppas.
Om aftenen tager vi med flyveren. Den femtende januar klokken 10:40 ankommer vi til Kastrup Lufthavn med fly fra München. (den slags plejer jo at være skrevet i lokaltid, ikke...?)

En uge. See you people.

//Mixel

2010-01-11T11:12:00.002-08:00

Hej alle!

Glem alt om filosofisk og fuld faren omkring i Londons gader. Den historie skal tidsnok blive færdig.
Hér er noget jeg har lyst til at fortælle...

Der er så mange triste mennesker herude. Det er imponerende, de virker ikke spor lykkelige. De eneste, der virker glade og tilfredse, er filippinerne - og det er vistnok fordi de er helt på det rene med at de er herude for pengene og kun pengene. Jo mere overtidsarbejde jo bedre. Sådan har inderne, danskerne og rumænerne det ikke. De vil gerne hjem, de er utilfredse med den måde rederiet har udviklet sig på og med at være væk fra dem derhjemme.
Men for mig er verden ung og dugfrisk, og jeg føler mig som en delfin i en oliepøl. Brokkeriet er kvælende og lammende. Eventyret har fået stækket vingerne, bundet en sæk om hovedet og en bedøvende sprøjte i siden.
Jeg gik og glædede mig sammen med de andre kadetter til at komme hjem. Væk fra denne her motordåse med sultne, syrnede sjæle ombord. Folk tæller ned. 14 dage. 12 en halv. 11. Snart 10.
Men med udsigten til snarlig hjemkomst går det op for mig, at det snart slutter herude. For et godt stykke tid. Der er to år til næste praktikperiode. Og her er jo sådan set meget godt. Gulerødder, æbler, pærer, avocadoer, hasselnødder, valnødder, bananer, rosiner ad libitum, kage to-tre gange om ugen. Gratis motionsrum. Jaja, det er jo meget godt. Men det bliver sjælen ikke mæt af.
Har jeg nævnt Troels Kløvedals bøger for jer? I hvert fald har jeg læst et par af hans bøger. Den danske søfarer har sejlet med sit sejlskib Nordkaperen i hen ved 20 år, har kørt hundeslæde på Grønland og har skrevet en god bunke bøger om det. Når jeg læser hans bøger får jeg eventyr og saltvand og nysgerrighed lige ind i skallen.

Klokken er 21:32, og vi er undervejs til Nagoya, Japan. Japan! Og jeg har lige været ude at gå en tur. Det er blevet mørkt. Skibet ruller en anelse, og bølgerne er ikke helt små. Spredte skyer dækker pletvis den blækblå stjernehimmel med den endnu unge, skinnende gule måne. Jeg er gået hele vejen ud forrest. Jeg får øje på Jakobsstaven - Orions bælte - og på Cassiopeia. Når man ser på Cassiopeia ser man mod Nord. Nu har jeg Nord. Så kan jeg se, at den gule måne står op i øst, og vores kurs gennem vandet stemmer overens med den, jeg lige har set oppe på skibets radar og søkort, på broen. Mit indre begynder at bruse om kap med havet, og hvis der var nogen til at se det har mine øjne sikkert strålet som det genskin månen kaster. Jeg følte mig i hvert fald meget lille og meget levende. Fantastisk syn, og selvom jeg havde haft mit kamera med derud havde jeg ikke kunne fotografere det. Begsort nat langt oppe. Et hav af skummende, bølgende blæk. En kølig, flammende måne, og de små, smilende stjerner. Eventyret slår de hvide vinger ud igen og basker med dem. Slår vildt om sig for at vågne ordentligt. Oprevet hvisker det:
De prøver at slå mig ihjel, de stakler. Hvem siger, der ikke kan være eventyr ombord på et containerskib? Verden bliver ikke mindre smuk af at man sejler med et motordrevet stålskib, som nu engang hører til denne tidsalder. Mærk verden. Mere dødeligt levende - og mere live - fås det ikke.

2010-01-11T11:12:00.001-08:00

Hej alle!

Her er klokken halv tolv. Om lidt skal vi se 90-års-fødselsdagen, jeg selv og to andre.
Min nytårsaften e rlidt tam, og får blot sidste års meritter til at stå i et endnu mere strålende lys.
Men nytårsaften er det, med helgrillet pattegris ombord.
Godt nytår, glædeligt 2010 til Kristina, Jacob, Tobias, Simon, Tola, Kristoffer, Adam, Michella, Miriam, Julia, Tine, Anne-Marie, Jannie, Kamilla, Sarah, Tøffel, Susanne, Jørgen, Eva, Birgitte, Lis og Erling, Vibse og Bernard, Helene, Ben og Anouk (i Hong Kong var jeg inde at se billederne!), Tanja, Michael, Luna, Nadja-Rose, Jo, Thomas, Alberte, Victoria og Elias, Ellen, Thor, Kirsten... Og dem, hvis navne jeg umiddelbart ikke kommer ihu, men som ikke desto mindre er værd at bruge kræfter på når det skal til! :)

2010 gode ønsker. Der er nu fjorten dage til hjemrejsen.

- Mikkel

2010-01-11T11:11:00.000-08:00

Magayang pasko til jer alle sammen. Det er filippinsk og betyder glædelig jul.

Min juledag blev noget så fin. Vågner klokken omkring kvart i seks ved, at skibets generalalarm hyler afsted. Hurtigt i tøjet, frem med stavlygten og søvndrukken ned ad trapperne til møde på dækskontoret. Skibet har fået BLACK-OUT. Det er ikke en øvelse, men det er heller ikke en katastrofe. Strømgeneratoren kunne ikke følge med, og nødgeneratoren kunne ikke starte. Så forsvinder lyset altså, og de mindst nødvendige computere slukker.
Problemet blev rimeligt hurtigt fundet og maskineriet kom også op at køre igen. Men Clementine var død et øjeblik.
Senere på dagen går jeg fra for til agter langs skibssiden. I det samme render vi ind i et mindre, tropisk regnskyl, og Mikkel bliver gennemblødt på den hurtige side af et minut.
Ugentligt check i maskinen. Mikkel står og analyserer olieprøver, og præsterer at spilde "reagent A" udover sin ene hånd. Senere vælter han også glasset med "reagent B" ud på bordet. Godt, det ikke var omvendt, for B reagerer på vand (det kan blive grimt, når nu mennesker først og fremmest består af det stads).

Men så blev det også jul. Vi erklærede det halv arbejdsdag og skiftede til lidt pænere tøj. Til aftensmad starter så en syndflod af julemad efterfulgt af pakkeleg og en lang aften med spas. Vandpiben kom frem i officerssalonen, hjemmebagte julekager som skipper, et par officerer og et par kadetter stod for...
Femogtyvende december. Lille arbejdsdag, og syndfloden fortsætter med julefrokost som er i gang netop nu. Åben gå-til-og-fra buffet fra 12:30 til 18.
Der er 19 dage til hjemrejsen. Det er begyndt at lugte af afslutning. To skemauger på broen. I morgen lander vi i Singapore som første havn siden Rotterdam.

Tak for julehilsnerne med nyt hjemmefra!
Grisetæer, klejner og risalamande -
Mikkel, den salte søhund

2010-01-11T11:10:00.000-08:00

ej alle! Nu er vi i Aden-bugten igen. Suez er passeret, og denne gang legede jeg turist og købte nogle dumme souvenirs af de sælgere, som kommer ombord sammen med den lovpligtige ekstrabesætning (en ekstra elektriker, en lods, et par andre). Havet er 28-30 grader celcius. På søndag skulle vi gerne være ude af piratområdet igen, så dér pumper vi Indisk Ocean op i svømmepølen for at afholde søndagen dér. Indtil da bliver vi inden døre for ikke at få raketter i ansigtet eller noget.
Jeg fandt nogle Rip Kirby-tegneserier i skibets bibliotek. De kan anbefales til detektivelskeren! Modesty Blaise er også OK, men ikke min favorit
Det er snart jul! Skipper har planlagt en stor julemiddag, som kokken går og øver sig på. Og vi fire danske kadetter har netop set afsnit 18 af Jul På Vesterbro: "Højtbelagte Håndmadder." Jeg ønsker mig bakkenbarder som dem Stuart Stardust har!
Den fireogtyvende er der stor middag med hele besætningen ved samme langbord, komplet med ris a la mande, and, flæskesteg og pakkeleg. Og den femogtyvende er der havneanløb i Singapore.
Man begynder at blive lidt grødhovedet. Det er meget det samme i sådan en flydedåse. Så i aften og i morgen tager jeg nok en fridag fa de andre og ligger brak i min kahyt.

Firmaets nul-alkohol-politik er måske ikke en dårlig idé. I dag i en pause hørte jeg på historier om nogle af de skibe, de andre startede på. Puhha for nogle tider, med overstyrmænd som bliver BÅRET op til deres kamre for at sove de halvanden time inden, de har vagt. To officerer som hver weekend ligger og brydes med hinanden på salonens gulv, så maskinchefen halter tre dage efter...
Man savner måske et glas vin til maden, men alt i alt er det nok ikke en dårlig idé...

Vi er efterhånden godt inde i rutinen, så jeg tror, den sidste måned kommer til at gå markant hurtigere end de to første. Jeg har kun tre uger tilbage på mit skema. Én i maskinrummet, én med førstestyrmanden, Sujit Aravind, og én med andenstyrmanden, Navajit Nair.
Glæder mig til at se og høre hvordan i har det, og til de ting der er tilbage at opleve inden hjemrejsen.

Masser af lyserød -
Mikkel, den næstmest snavsede person på skibet

Pub, Shop & Dub
Resumé: Efter en lang og forskelligartet nat er vor gæve eventyrer strandet som hjemløs i Londons gader. Han har sat sig ned for at få lukket et øje trods novemberkulden.

"Hey, are you all right?"
"Yeeh, 'm okay."
Åbner øjnene efter at have svaret på spørgsmålet. Således opdaget i min midlertidige hjemløshed synes jeg ikke, jeg kan tillade mig bare at blive siddende. Der er jo ikke noget galt. Får langsomt stablet mig på benene. Hun undskylder for at forstyrre mig, havde regnet med, jeg bare blev siddende. De to mennesker virker gadevante som kun hjemløse, vagabonder og narkomaner gør det. Der er noget med den naturlighed den næsten tandløse kvinde og hendes lurvede kompagnon stiller mig venlige spørgsmål og forklarer, at jeg hellere må komme med til deres "squat" - uanvendte bygning, som de har taget bo i. Det er i orden med mig. Vi går direkte derhen, hun skal bare lige have fat i noget heroin først. Jeg vil gerne med, når bare jeg ikke behøver tage del i noget af dén slags stads. Nejnej, det er fint.
Afsted nogle få gader ned. En telefonsamtale. Ind ad en gadedør og vupti. En ruin, simpelthen. Cementgulvet blottet, huller i loftet med ledninger som indvolde ud af. Små stykker væg og ting og sager ligger hér og dér. Jeg får mit eget hjørne med nogle måtter jeg kan stable, som jeg vil have det. Her er varmere end udenfor, så jeg er godt tilfreds for nu. Jeg lægger mig ned og sover med hovedet på kvindens taske for at passe på den imens hun går ud for at hente sit stads.

I nattens løb - jeg ved ikke, hvor kort eller lang tid, der er tale om - hører jeg dem gå til og fra. Det bliver koldere og koldere efter jeg er holdt op med at bevæge mig. Ligger sammenkrøllet og forsøger at sove. Kulden og nattens megen gåen omkring får til sidst mit ene ben til at krampe da jeg forsøger at flytte på det.
Da det begynder at lysne gennem vinduerne ud til gaden synes jeg, jeg kan være bekendt at stå op igen. Så har jeg da gjort et forsøg på at sove, selvom det blev i kortere perioder.
Undersøger bygningen lidt. Godt og grundigt ruin. Pludselig kommer jeg i tanker om, at der måske kommer nogen og fortsætter nedrivningen omkring arbejdsdagens begyndelse. Forlader stedet. Gid jeg vidste hvad klokken er, men en af de ting jeg er kommet til byen efter er et nyt batteri til mit armbåndsur.

Afsted ned ad gaden. En eller anden retning. Nu vil jeg se noget officielt og meget engelsk London. Finder nogle skilte der peger, og går i retning af Themsen. Forbi nogle flotte bygninger, og over Tower Bridge. Dén er fin. Ned på sydsiden, spørge om klokken. Tyve over otte. Allerede? Men det er jo også vinter, og lyset kommer sent.
Ned, op, hen, rundt. Boligkvarter med græsplæne, business-monster-bygninger... En stor togstation, en tunnel... Og så er jeg ved London Bridge. Køber en vegetar-burger og en friskpresset gulerodsjuice. Den er frisk, frøkenen laver juice af rå gulerødder for øjnene af mig.
Jeg går op på London bridge, og står dér og spiser min morgenmad imens jeg kigger østover, mod Tower Bridge og de orange rester af solopgangen.
Nu gælder det forretningerne. Jeg krydser op gennem centrallondon. Finder en elektronikbiks hvor jeg kan købe både en ting til skibets juleaftens-pakkeleg og et nyt batteri til mit ur (et år mere, vupti).
Lyset og menneskerne slår kuskeslag og vandrer af sted gennem timerne, og jeg går imellem dem. Ind i et fødevaremarked for at købe britisk guf, slik og smoothies. Ud mod West End igen, hvor jeg jo har en anvisning til adskillige pladeforretninger.

2009-12-08T13:20:00.000-08:00

Kvæk kvæk kvæk!

Pub, Shop & Dub
resumé: Vor gæve
 eventyrer har
slået følge med
en håndfuld andre
udlændinge i byens
natteliv. Grundigt
besofne har de 5
netop forladt torsdagsnattens
sidste diskotek...

Godt det samme.
Nu kan man høre
hvad hinanden siger.
En vigtig del af
alle byture: fra
sted til sted.
Under vores gåtur
får jeg set og
hørt nærmere på dem:
Den høje, tynde
dreng er ham,
som bor i London.
Han studerer i
byen et stykke tid.
Det samme gjorde
de to amerikanske
og den italienske
pige sidste eller
forrige år. Nu
besøger de deres ven.
Den ene amerikanske pige
er afro. Og skæv
og fuld og oppe
omkring 140 km/t.
Hun har det bare
for fedt.
Den italienske pige er en
sjov lille prop,
og ikke med sort
hår som den gennemsnitlige
italiener. Hun
virker en smule
utilpas, eller voldsomt
genert. I hvert
fald taler hun ikke.
Hendes størrelse alene
gør sikkert at hun
aldrig kunne finde
på at blive lagt
mærke til.
Den sidste er af
gennemsnitlig højde,
gjort lidt højere af
hælene som hun
snarere spankulerer
end går på.
Den grå frakke
klæder hende, men
ingen af fordelene
er værd at nævne
sammenlginet med noget,
jeg først bagefter rigtigt
har kunnet tænke over:
De mest skinnende
øjne. Inde i midten,
dybt inde i det
sorte skinner glade,
friske stjerner.
Ligeså diskret gemt
væk bag smøgerne
og den grå frakke
og det leverpostejsfarvede
hår sidder de og
indtager verden,
betragter den med
tilbagelænet charme.
Og noget i den
retning kunne jeg
godt have tænkt mig
at fortælle hende.
Bare for at stå og
studere det diskrete
smil et øjeblik længere.
Men man skal vogte
sig for amerikaneres
imødekommenhed.
Den allerførste af
slagsen rækker normalt
kun, til der
kræves en indsats.
Jeg skulle have
sagt det til hende
lige nu og
dér. De tager hjem
med taxa, og da de andre
 allerede har
sat sig ind går
lejlighedens ejer helt
hen til mig.
Han fortæller, at
jeg ikke kommer
med dem hjem,
for der er ikke
plads. De bor
allerede seks personer
i en trepersoners lejlighed,
og mere kan der
ikke blive tale om.
Jeg er overrasket
efter alle de smil
og al den snak.
Men farvel da
så. En knivspids
lamslået tøfler jeg
af sted gennem
natten, og taxaen
kører den anden vej
med de trætte
amerikanere og
italienere i.

Tilbage til nattevandringen.
Forskellen mellem
vagabonderen i København o
g London er,
at alt ser
mere eller mindre
nyt ud hér.
I Danmarks hovedstad
kommer jeg altid
til noget, jeg kender,
inden længe.

Denne gang natten
får min opmærksomhed er
den blevet mørkere,
koldere og endnu mere
stille. Nogle af
lygtemændene er
også gået i seng.
Jeg ved ikke, hvor
min seng er. Går
omkring og venter
på, det næste sker.
Står og venter på,
det næste sker.
Eventyrets mirakel
udebliver.

Jeg sætter mig
ned på en trappesten,
lidt
i læ for gadevind,
lukker øjnene og
blunder.
Kun få lyde trænger ind,
en skraldebil,
et pigegrin.
Kun kulden bliver
ved med at ske.

2009-12-08T13:19:00.000-08:00

Hej alle!
Minder fra nær og
fjern fortid er
begyndt at tumle
frem i tide og
utide. Der er
meget og mange,
som det skal
blive godt at gense.
Det er dejligt at
være rigtigt på
vej igen. Nu sejler
vi snart ned i
Biscayen, og denne
gang vipper skonnerten
lidt mere end sidst...

Biscayen biscaya biscayen
første del af vejen
har været i "hullet" hele dagen
uden at se meget til det blå ocean
kun, ak kun, en kort kort stund
stod jeg og mærkede det store sund
vand fra oven, vand fra neden
med en hvisken meddeler Havet beskeden:
Lille mand på båden dér
Hvem er da mægtigst i verden hér?

det er ikke os, der bestemmer.

mvh Mikkel

P.S.: I dag har jeg slået mig selv i hovedet med en gaffelnøgle.

2009-12-08T13:16:00.000-08:00

Hej Alle!
Det var dét i
denne omgang.
Rotterdam byder
de velbeslåede
velkommen med
åbne arme. Hen
ved to timers
transport ind til
byen. Ikke en
decideret billig taxatur.

Vi spiste på
en god argentinsk
restaurant, og gik
på irsk pub og et
sted ved navn Hollywood
Dance Hall. Skør
arkade med mange
dansegulve. Vi fik
natten til at gå
med at bestille
drinks og tale
med piger og bare
gå omkring. Det
er svært at
charmere en hollænder når
det eneste hollandske,
man kan, er "Jeg
tror på feer."
Men det var da
en sjov tur. Nu
skal det blive godt med
tyve dage til søs,
næste stop Singapore.
I Rotterdam fik vi
proviant ombord, og
en del af besætningen
blev udskiftet -
tre-fire filippinere.
I Rotterdam havde
vi også bestilt en
del varer fra et
toldfrit katalog,
men en eller anden
ansvarlig glemte at
meddele hvad tid
vi var i havn, så
de kom aldrig med
tingene.
Havde ellers bestilt
en lomme-Maglite,
men den må vente.

Tyve dage til Singapore.
Jeg har for sjov
besluttet mig for at
lade skægget stå,
bare for lige at
se hvordan det
ser ud for tiden.
Overvejer også at
lade håret vokse
vildt så jeg om
noget tid kan
lave en "halepisk".
Det er bare
fjollet når man
dyrker idræt, og
så skulle vaske det
tætte hår hver gang.
Og gå og se fjollet
og frisureløs ud det
første par måneder.
Så mens vi er i Europa
går jeg i hvert
fald meget med hue.

Er der noget bestemt
jeg skal lede efter
hvis jeg får
mulighed for det
i de asiatiske havne?

vov vov -
Mikkel

Pub, Shop & Dub
Resumé: Vores hovedperson agerer Den Evige Vandringsmand, og begiver sig fra bydel til bydel i jagten oplevelser og ting at tage med sig...

Jeg nåede ikke undergrundsbanen, og måtte gå videre. En af mine bekendtskaber på World's End nævnte, da jeg spurgte efter Dubstep, et sted i East End med navnet Herbal. Drum'n'Bass, dubstep... Så dér kunne jeg gå hen. I den forbindelse bør det nævnes, at der er jævnt langt fra Camden Town til East End. Ømme knæ og ben. Det meste af alkoholen blev brændt af, og tågen løftede sig en smule imens jeg fik et kig på den del af London som ikke har et natteliv. Lange, tomme asfaltstriber omkranset af fortovsfliser og lygtemænd på pæle. Sovende mørke med spredte striber og pletter af travlt eller søvnigt neon. Hvis du nogensinde har prøvet at gå flere kilometer hjem fra byen i de stiveste nattetimer ved du præcis, hvad jeg mener.
Den Lange Rejse mod Dubben. Drum'n'bass-og-dubstep-klubben Herbal ligger selvfølgelig i East End, og jeg er i West (eller nord, eller et eller andet... Det hele farer rundt).
Mørket går gennem timerne, og jeg går gennem mørket. Spørger den ene om vej, ligeud. Spørger den næste om vej, ligeud. Og til venstre. Og igen spørger jeg om vej.
Hvad laver alle mennesker overhovedet? Dem, der bare står - står på gaden midt om natten i hinandens fåmælte nærvær.
"Lidt tilbage hvor du kommer fra..."
Dér var det. Der står mennesker udenfor og snakker som når et show lige er slut. Der kommer folk ind og ud af en café, men det jeg kan identificere som Herbal har en uigennemtrængelig lukket, sort facade. Thank you, come again. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Flakker lidt frem og tilbage, og natten føles meget kold, tom og lang; alkoholen er brændt af, og der var ingen morskab for enden af tunnelen.

Ny taktik. Her er mennesker. De går rundt. Nogle af dem kender vel noget - måske et sted at sove, måske noget mere sjov. Jeg spørger. Intet sted man kan gå hen at sove. Men dén vej ned ligger der nogle døgn-pubs og morgenværtshuse. Sådanne Johanne! Jeg trisser derned af. Når ikke halvtreds meter før jeg bliver spurgt om vej af en pige som tydeligvis både er skæv og amerikaner. Desværre, men jeg aner ingenting. Det er første gang, jeg er her. Hende og hendes tre venner synes, det er okay. Har jeg ikke lyst til at komme med? Jowjow. Så nu går jeg sammen med tre amerikanere og en italiener. De er særdeles åbne og venlige som amerikanere har for vane, søger altid at finde fællespunkterne i den almindelige samtale, om ikke andet så for den gode stemnings skyld. Jeg følger dem til et sted. Vi går ind. Der er høj musik og mange mennesker. Jeg øjner en hvid sofa. En hvid, frisk og smilende bolledejssky af en fladmast, ekscremefarvet lædersofa. Sidder ned et stykke tid og ånder og lukker øjnene. Det er rart efter den lange gåtur gennem natten.
Det er en bøssebar. Det må det være, for her er mange fyre, og nogle af dem kiggede op og ned ad mig da vi kom ind. Én af dem kommer hen, bukker sig ned og spørger på højlydt og fuldt engelsk gennem den allestedsnærværende dansemusik: Are you gay, o rare you straight?
De er så dejligt direkte. Det er nu også grunden til at jeg holdt op med at tage på bøssebarer. Det handler bare om sex det hele.
Kunne godt bruge en lur. Og så ikke alligevel. Den smukkeste af de tre piger, jeg fulgtes med (den sidste er en dreng så han tæller ikke i skønhedssammenligninger), vinker mig op til dem. Kom og dans! Okay. Dyb indånding. Ikke lur, fest. Ikke fur, fest. Fikke fur, fest. Fest, fest... Op og danse fjollet, så fjollet det kan gøres.
Og stedet lukker. Ud igen, gør som vagten siger. Så er den sidste bar vist også lukket torsdag aften.

2009-12-08T13:13:00.000-08:00

Hej alle!
 Nu er vi i
 Bremerhaven.
 Har været inde
 at kigge på julemarked,
 og gøre 5 ting jeg kan
 lide, som ikke
lader sig gøre
på skibet: Høre
livemusik, spille
 bas, købe en
ny CD, spise acceptabel
 ost og gå en lang tur.
 Uddybet i rækkefølge:
 Der er tale om en
klaverkøbende pige
 i en musikforretning,
 en Johnson-elbas i
 samme, en CD med
tysk hiphop (Deichkind),
 en klump specialost
fra Aldi, og turen
tilbage til container-terminalen.
Vi har også været
et lille stop i Århus
, det er sjovt at se
folk gå rundt og ikke
tænke over, at man
 er der. Selv ved
man, at man kun er i
 landet et par timer,
 og så er det tilbage
 til stålet og vandet
og fjernøsten i sidste
 ende.
Og vi har været i
 Göteborg. Dér blev
 Lars og jeg tilbage da
 de andre tog hjem,
 der var nemlig mere
 end 24 timer til
 turen gik videre.
 Det blev til en tosset
 tur, men den historie
må nok vente. Èn fuilleton
er nok. Lad os bare sig
e at det involverer
 et storcenter, en quiz
på svensk, to svenske
 piger, pandekager,
et tog, en god café,
 Landet For Længe Siden,
 alkohol, heavy metal,
 ridning og lukkede
forlystelsesparker.

De fleste af os har
 svært ved at sove
når skibet ikke vibrerer
eller gynger.
 Alle danske kadetter
har i hvert fald
prøvet enten ikke
at kunne falde i
søvn før skibet
begyndte at bevæge
sig, eller vågne
når det stoppede.
Det bliver heldigvis
lettere når vi
kommer ud af Europa,
og der bliver
længere mellem havnene.
Det er der ikke
lang tid til.
Det har føltes
lidt som en ferie
- vi får jo lov
til at gå i
land når vi
spørger, og der har
været mange anløb
her i Europa, og
med forholdsvis lange
ophold. I morgen er
det Rotterdam, hvor
flere af os
har hævet en
del penge til.
Ikke nok med at vi
skal være der fra
15 lørdag til 11
søndag, det er
samtidigt LØRDAG AFTEN,
og sidste havneanløb
inden rejsen til
fjernøsten. I
morgen Rotterdam,
næste stop Singapore
25. december. Vi
bruger Jul På
Vesterbro som
nedtælling, ét
afsnit om dagen
som det hør sig og bør.

Hvis bare jeg kunne
bringe alle de
smukke ord jeg
læser og hører
i bøger og musik.
Har snart læst
"Døde Sjæle" af Nikolai
Gogol færdig. Hvad
skal jeg læse bagefter?

- Fred, Mikkel

Kort resumé af "Pub, Shop & Dub":
Vor hovedperson er taget til London uden nogen måde at kontakte moderskibet på. Han har talt med en syd-Londoner ved navn Adam, og ved derfor at han skal til West End
for at finde det, han leder efter: Pubs med drikke og mennesker, forretninger med tøj, CDer og hvad man ellers shopper efter, og musikgenren dubstep, både live og på skive...


... Tube til West End. Italiensk restaurant, op i SoHo, ned igen, lidt rundt ofr at prøve at finde nogle af alle de steder Adam havde givet mig tips om. Fandt ikke et eneste. Restauranten må være lukket og pubsne holdt sig i de gyder jeg ikke kom forbi.
Nå, men jeg standsede foran et lille sted med navnet The Blue Posts. Det er vel ikke værre end de andre steder.

Pavel, finsk bartender på The Blue Post. Rejser ud i verden med freak show. Derfor arbejder han i London - flybilletter de fleste steder hen er billigere derfra. Han arbejdede som freak-show-mand, ildsluger, i ti år. Så fik han job som bartender, har arbejdet på The Blue Posts i 6 måneder og elsker det.

Stretching the last mouthful of Strongbow; two pints and the Blue Posts has grown on me. A Finnish, a Chinese and an English bartender, tattooed, funny hair, most relaxed place I've seen for ages. Go there and catch your breath. Fortunately for me, I'm kind of full. Gotta find the lavatory. But when I leave, I'm going to Camden. Punks and fun, here I come!
Det var den finske bartender, som sendte mig til Camden. En overtatoveret, piercet, eks-ildsluger fra Finland. Vi snakkede, og han mente at jeg skulle tage til Camden hvis jeg ville hitte nogle punks og noget saftig undergrund.
Så jeg tog til Camden efter et par pints of Strongbow. Det må have været det forkerte Camden, for der var ikke ligefrem læder og pigge og hanekamme over det hele. Derimod fandt jeg Verdens Ende. Dér gik jeg hen. Købte mig en Magner's cider. Kiggede lidt på den søde barpige og indledte en samtale med mine naboer; to veninder som ikke havde set hinanden i et stykke tid. Dette er en effektiv isbryder, en åbningsreplik som nemt gør samtalen interessant (i første omgang):
"Well, I'm a sailor. We're in Felixstowe at the moment, and since I've never been to England, I figured that I'd take the chance and go for a quick 24 hour run to London!"
Her fulgte så en hyggelig stund med de tre fremmede mennesker; en sølvsmed og et kærestepar. Men de skulle hjem, og den søde bartender så ud til at have for travlt til at føre samtale med en snøvlende dansker. Hvem der bare var rap i replikken! Men, ud for at lede i Camden.
Én punker fandt jeg faktisk. Han var også, som de er flest: fuld og fjollet. Ikke til at få fornuft ud af: Han gik med en Bjørnebane-agtig maske. Det gjorde han fordi han bekæmpede kriminalitet og ondskab. Det skete ved at han, hver gang han så noget, gik hen til dem og sagde: "Det må du ikke! Stop!"
Ungdommens foretagsomhed. Hep hep.

2009-12-08T13:06:00.001-08:00

Hej alle!
Nu skriver jeg igen.
Efter 12 dages pause
, hvor i har gået
og sukket og vredet
hænder og drukket
et glas for meget
af bekymring.
SAT-B, vores mailsystem,
har været ude af
funktion. I Le Havre,
Frankrig, havde vi
en reparatør ombord.
Det samme i Zeebrügge,
Belgien. Felixstowe,
England. Først under
andet ophold i
Zeebrügge lykkedes
projektet.
Nu kan der skrives
igen, og det bliver
gjort flittigt
for at blive
helt up-to-date.
Jeg har meget at sige.
I Le Havre var
vi i land for
første gang siden
Malaysia. Det var
rart lige at komme
ind til sømandsklubben.
Bare sidde og snakke lidt,
spille bordtennis,
nogle tjekke mail
på computerne. I Zeebrügge
blev jeg ombord og
deltog i dæksvagten.
Så nu har jeg været
med til at holde øje
med lastning og losning
af containere, kontrollere
at tingene er surret
forsvarligt fast, lavet
noget papirarbejde, og
stået vagt ved gangvejen.
Bevogtningsarbejde i
kulde er ikke det
allermest taknemmelige
job der er at få.
Ude på søen ser vi
tit film. Jeg har set
flee gode som jeg
ikke havde set før.
"Slumdog Millionaire" kan
anbefales, ligesom den
svenske "Lad Den
Rette Komme Ind".
Der findes også
mange dårlige film.
I Felixstowe blev
tingene derimod anderledes.
Historien om mit ophold
i England vil jeg
bringe efterhånden,
som jeg får det
skrevet ned. Vi
kan kalde den
for "Pub, Shop
og Dub". Første
del kommer hér:

,Vi lagde til
kaj omkring middagstid
den 25. november.
Planlagt ophold
36 timer; afgang
0100 lørdag d. 27.
Felixstowe er en
lille kystby ved
en lille flodmunding,
lidt nord for Themsen.
Jeg har aldrig været i
England før.
Og Englands hovedstad,
London, var nu
ikke langt væk.
Vi var klar til at
gå i land næsten
med det samme (i Europa
er der ikke så
meget besvær med
immigrationsmyndigheder
o.l. som i Asien).
Jeg forhørte mig
om transporttider og
priser. Klokken femten +
tog jeg chancen.
Shuttle-bus til
sømandsklubben; herfra
en lille
gåtur til et busstoppested
, hvor bussen var venlig
nok til at forsinke
sig så jeg nåede at
komme med. Først midt
under den halvlange
bustur går det op for
mig at jeg ingen telefon
har med, og ikke kan
nummeret på nogen ombord.
Der er INGEN måde at
få kontakt med skibet. Håber,
de ikke ændrer sejlplanen.
Hvilket minder mig om at
jeg heller ikke har
undersøgt hvad tid de
hæver gangvejen inden
afgang. Nå! Hvad er
det værste, der kan
ske - jeg mister mit
job, min uddannelse og
skal selv finde på en
måde at komme hjem fra
England. Altså med tog
fra Ipswich mod London
i tusmørket.
Men hvad skal jeg gøre
når jeg kommer til London?
London er en stor by. Man
skal have et udgangspunkt.
Mit udgangspunkt er
gode pubs, hvor jeg kan
få fingre i noget af
den irske og engelske
cider. Gode shops, hvor
der er billige og gode
varer at få - og til
sidst, et mål med min
rejse til London; god
dub. Musikgenren dubstep
er ved at dukke op i
min hjemstavn, men det
er endnu en importvare.
Det kommer fra London
og ud i verden, så i
London må de have det.
Det skal med hjem.
Jeg forhørte mig hos
manden på sædet overfor.
Den runde, nydelige herre
i jakkesæt og
kægstubbe hed Adam. Han
havde et strejf af Cockney-accent.
Adam viste sig at
være tidligere DJ, og
desuden med en unge på
17 (omtrent min alder,
for de voksne er der
ikke langt fra 17 til 20).
Så han vidste udmærket
hvad jeg mente med både
det ene og det andet.
West End og SoHo er stederne
hvorhen jeg gå. Hvor
jeg kan fat på dubstep få.
Og gode pubs med fest.
Ved ankomst til Liverpool
Street Station var jeg
således udstyret med en
idé om hvor, jeg skulle
gå hen for at finde folk
og sjov, blev vist hen til
the tube, og fik en lap
papir med denne her Adams
telefonnummer til hvis noget
gik helt galt.
Således begynder historien.

2009-11-24T10:41:00.000-08:00

Halløj

Vi passerer netop
 nu gennem
Suez-kanalen,
mellem Egypten og...
 Saudiarabien må
 det være på den
anden side.
Vi blev ringet
op i nat for at
være med til at
lægge anker.
Aner ikke hvor
stort det er,
men det er
imponerende klokken
halv et om natten,
når den
tykke ankerkæde
ramler ned gennem
røret og ud i vandet.
Gammelt, tørt mudder
hamres af så der
står en støvsky
omkring ankerspillet,
og det lyder
som tordenvejr.
Derefter gjorde vi
lodsens gangvej
klar til når han
skulle om bord fire
 timer senere.

Denne natoplevelse
 til trods kunne
jeg ikke finde på
 at sove gennem
morgenmaden. Og Marcus
og jeg gik op på
 Monkey Island
(øverst oven på
beboelses-strukturen,
 i fri luft
foran skorstenen).
Flot udsigt. Jeg kunne
se syv skibe i konvojen
foruden os, fire forude
og tre bagude. Det ene er
rederiets "flagskib,"
Edith Maersk - søster
til Emma. 398 meter lange,
endnu de største
byggede containerskibe.
Således en udmærket
start på søndagen.
I løbet af i dag når
vi igennem kanalen
og ind i Middelhavet.
Forbi Odysseus' Grækenland,
til Le Havre i Frankring.
Felixstowe i England.
Bremerhaven,
Rotterdam, Göteborg - og
Århus første december.
Stik mig pasnummer og
fulde navn hvis du vil
komme på besøg den aften!
 Der bliver rimeligt
 fri adgang rundt
omkring på båden. Det var
 bare en lille reminder.

Som rejseplanen ser
 ud nu skal vi denne
 tur op og ned gennem
Europa. Ud gennem
Suez igen, til Singapore,
 hele vejen op at
besøge fire japanske havne,
ned langs med Kina igen...
Og så er det blevet den
fjortende januar, og dér
står vi så af i Malaysia.
Forhåbentlig bliver der tid
til en lille bid af den
velsmagende, lækre, sunde,
krydrede (og imponerende billige)
 malaysiske mad inden lufthavnen.

Iøvrigt er vi så
småt ved at stable
en Counterstrike-turnering
på benene (ikke-computernørder,
abandon all hope).
 Vi bliver mindst fire hold -
Sverige, Danmark,
de filippinske reparatører
og de filippinske køkkenfolk.
Den rumænske 3. maskinmester
 skal også være med. Det bliver sjovt,
selvom holdene er små,
to mand på hver (vi har
nemlig kun fire PCere med cs).

Den første spæde
hjemve er begyndt at
melde sig efter en
tredjedel af turen
er gjort. Det bliver
godt at gense jer alle.
Heldigvis er der både
de blå bølger til
at trøste, og nogle dage
med nordeuropæisk
vintervejr som det
hører sig til.
I næste uge skal
jeg se hvad trikkeren
bruger sine
arbejdsdage på.
Der er næsten for mange
 nye ting herude.*

Spred noget fred
Mikkel

* Trikkeren = elektrikeren.
Kadetterne er knyttet til
en ny person hver uge, og i
den kommende skal jeg være
elektriker-kadet 4 timer
om dagen og på broen
4 timer om aftenen.

2009-11-24T10:38:00.001-08:00

Hola!

Bare rolig. Vi er
 ikke blevet
 kapret, og bliver
 det nok ikke.
Men i morges var
 jeg med "dagmanden"
 Edward ude at
piratsikre skibet -
vi har sat et
piratskræmsel op,
kontrolleret hængelåse
 og sat brandhaner
 klar til at skylle
 vand udover skibssiden.
 (For.. Pirater kan jo
 ikke lide vand...?)
Efter klokken 12 i
 dag - om små to timer
 - må vi ikke gå
udenfor, heller.
Vi er i Aden-bugten,
 og i to dage holder
 vi os indendøre og
jawer for fulde hørm
med lukkede døre til
vi når det Røde Hav.
Men der sker nok ikke
noget. Skibet er
 kæmpestort, med højt
 til kanten og sejler
 ret stærkt.
Trist med de andre.

I forgårs var jeg med
 overstyrmanden nede
at inspicere en ballasttank.
 Det er jo havvand,
som fyldes i dem,
og vi skulle se efter
 rustpletter i den
 tomme tank. én lille
 tank - 1800 m3.
Vi fandt en plet
 som skulle repareres.
 Så i går var vi nede,
 med ferskvand til
 at skylle, lygter
og trykluftværktøj
for at banke rust og
male over igen.
Det er eddermame varmt,
 og der er godt
 mudret til derinde,
så har nogle smukke
billeder af gråbrune
kedeldragter.

Tilbage til undervisningen,
 vi sidder og
snakker om "farligt gods."
Hvor mange ton fyrværkeri
var der i fabrikken i Seest?
Vi har et par containere
 med 2-500 ton i al
t liggende ude på agterdækket.

kærlighed over det hele -
Mikkel

2009-11-08T08:41:00.000-08:00

Hej alle!

Hidtil har jeg erklæret
 maden for acceptabel
 skønt ikke pragtfuld.
 Jeg vil nu modificere
min udtalelse. Der er
nemlig sket noget ubehageligt:
Høkeren har serveret spaghetti.
 Og spaghetti er tilfældigvis
en ret, jeg har fået lige
siden jeg var gammel
nok til fast føde.
Min far lavede det, og han var
 god til det. Det var
den første ret min far
lærte at lave, så der
ligger nogle års erfaring
 og rutine bag den
smagsoplevelse,
jeg forbinder med
ordet "spaghetti."
Iøvrigt var det i
selveste Pastaens
Land Italien, han
lærte at lave det.
Så når vi får serveret
 nogle bløde orme med
 en vandet, løgløs sovs,
må jeg altså modificere
min udtalelse.
Der manglede løg, der
manglede hvidløg, der
manglede tomat, og der
manglede krydderier.
Iøvrigt var osten en
sørgelig dåse-tingest,
men hvad kan man forvente
på jobbet. Den skulle jo
helst rives frisk udover
den færdigtanrettede tallerken.
Så maden er nu officielt
ikke særligt god (men
åbenbart endnu værd at skrive
 hjem om, skønt det er
en tvivlsom ære).
Man får lyst til at blive
skibskok. På den anden side
ville filippinerne så sikkert
 have det på samme måde
med DERES mad, hvis jeg var kokken...

Der er begyndt at blive
 varmt i maskinrummet.
Luftfugtigheden er steget
 så det kan mærkes, og
temperaturen i luften var
i dag omkring de 33 grader.
Fra skolen er vi blevet sat
55-60 i vente, og ifølge den
garvede besætning bliver dette
når vi skal gennem Suez og det
Røde Hav. Heldigvis har jeg -
badabam - brovagt dér! Men det
bliver min tur til at svede når
vi skal den anden vej, ud til
fjernøsten igen.
Og så var der amok i maskinen
i dag. Det integrerede
computersystem begyndte pludselig
at give alarmer på stribe, ding
ding ding ding ding ding ding ding...
 Og første- og andenmesteren var
ved at gå op i et par spidser og
anede ikke, hvad der var problemet.
Måske var noget blevet overophedetet
sted, for et kvarters tid før, det
stoppede, havde Thomas, en af mine
medkadetter, startet nogle blæsere et sted.
Så nu bliver der vist fortalt
 vittigheder om andenmesteren
oppe på broen. De fik nemlig også
alle alarmerne déroppe, og det er hans vagt.

Spred noget fred -
Mikkel

P.S.: Jeg havde tre bøger
med da jeg udmønstrede. Nu har jeg
 læst dem alle, og skal til at
tage hul på skibsbiblioteket.
Første bog dérfra er "Den Gamle Mand & Havet"
af Ernest Hemingway.

2009-11-08T08:37:00.000-08:00

Har næsten ingen billeder
taget i Hong Kong;
stemningen lod sig
ikke fotografere.
Men folkene bag filmen
Blade Runner har
uden tvivl været hér
for at hente inspiration.
Monstrøse lysskiltklipper
tårner op over de
smalle, menneskefyldte
gader med butikker
hele vejen hen, overalt
sælges der ting fra
forretninger i åbne
garageporte ud til gaden.
Rene, strømlinede
elektronikforretninger,
turisttingeltangel og
blæksprutte-fastfood side om side.
Og baggyderne er
ren cyberpunk.
Ganske smalle gågader.
Med de samme markiser,
men beskidte; den samme
asfalt, men beskidt og med
gamle aviser og uklare
småklatter.
Få mennesker. Et par boder holder
åbent endnu hér, fra et
skur sælges der vakuumpakkede frugter,
og de gamle skilte med
sirlige kinesiske skrifttegn
lyser ikke hér.
Det er en god by at være
turist i. Der er tydeligvis
meget at se. De par timer
en sømand kan nå
føles som alt for lidt,
og ville sikkert gøre
det uanset hvad man
nåede at opleve, for
Hong Kong er stor.
Den er nem at komme
rundt i med et
veletableret metro-system
som næsten
ingen penge koster.
Lige fra havnen og
til gågade-centrum,
6 Hong Kong Dollars,
som vel cirka svarer til 4,5 kr.
Til gengæld koster
alt hvad der ikke er
dagligdags som dét,
kun lidt mindre end
det samme som i Danmark.
Men hvad søren. Penge er der nok af.

Efter små to uger på havet
tør jeg sige så meget:
Jeg har stort mod på
mere tid til søs, og mere
tid i hver havn.
Industriel containerfart er
ikke en måde at se
verden på, det er en måde
at se containere på
og så komme ind i
nogle af verdens storbyer
et par timer ad gangen undervejs.
Og - andre er måske ikke enige
med mig, også
selvom de er
søfolk - det er fantastisk
bare at stå ved siden, eller
ude forrest, og se vandet glide forbi.
Endeløs, bølgende vidder.
Endeløs, lyseblå himmel.
Og om natten bliver begge
dele til det samme sorte hav,
man glider igennem; ovenfor uendeligt,
og nedenunder samme
mørke som uendelighedens.

Men det var et sidespor.
Situationen fortsat
desperat m.h.t.
uddannelse, aner ikke
mine levende råd
angående at blive på skole
eller springe fra. Der er
vældigt gode argumente
for begge dele.

Er begyndt at glæde
mig til at komme hjem
og se jer alle sammen.
Ude godt, forbandet godt,
men hjemme bedst.
Det gælder iøvrigt også vejret.
Nu har det været
skyfrit T-shirt-vejr i to uger.
Men snart går turen
mod Europa, og så
bliver dét i hvert fald bedre for en tid. :)

Linde strømme af
kærligt boblende
mangojuice og gæret honning -
Mikkel Med Vand I Hjertet

2009-10-29T14:27:00.000-07:00

Halløj

Gårsdagens mail blev lidt dyster,
 så her kommer en ny og fin.
Skibets bevægelser passer mig godt,
 selvom vibrationerne kan blive voldsomme.
Lige nu er det svært at se, hvad der står
på skærmen fordi den ryster!
 Men vi skyder også høj fart
på vejen mod Ningbo.
Udsigten er flot over det tomme, hurtige
containerskib og det blå ocean
som kun er lidt mørkere end himlen.
Der er dystert humør sådan som tingene har
artet sig hvad fremtidsudsigter angår.
 Som det er nu ser det,
som mailen i går handlede om, ud til at der
intet arbejde er at få når vi er
 færdige. Maersk er langt den største
arbejdsgiver til danske søfolk, og at de
begynder at genne deres danske
officerer ud af folden er et hårdt og
dårligt tegn. For når de, som er dyre i løn,
 først er ude, kommer de nok ikke ind igen.
Men ellers har vi det faktisk godt om bord.
 Ser film, laver lektier,
 spiller computer med hinanden.
Det er nemt at få alenetid, hvis det er det,
 man vil. Det er bare at
 lukke døren til sit kammer.
Det er ligeså nemt at finde nogen at være
 sammen med og noget at lave, for der
 er nok at give sig til med computere,
biograf, bøger, og, ja, opgaveskrivningen.
 Alt er lige ved hånden og her er alligevel
 rummeligt, det er jo et stort skib
(348 meter langt, nogen og
 fyrre-treds meter bredt).

Nu er der søndagsfrokost. For flere af os
er det morgenmad, dog ikke mig.
Jeg står gene op for at spise
 og så gå i seng igen.

Kærlighed kildevand og blåt ocean
Mikkel

2009-10-29T14:25:00.000-07:00

Davs alle sammen!
Det hele er jo
ikke fryd og gammen
snakken går
om en nyhed
så vammel
Maersk forsøger
at takke af
ALLE officerer under
det danske flag
undtagen kaptajn
og maskinchef

... De har fået tilbud om et
antal måneders løn for selv
at sige op. Maersk vil af med 170.
Såeh... Om de 4½ år, når vi
er færdige. Så kunne noget
tyde på, der ikke bliver noget til os.
Alle de erfarne kommer til
at blive ledige på det ret
lille danske marked.
Det er jo ikke til at sige,
hvordan verden ser ud til den
tid. Men vi taler jo meget om
det her på skibet.
Det er svært at bevare optimismen,
meget svært. Og svært at
finde ud af, hvad man skal synes.

Men ellers er her meget godt.
Stille, roligt T-shirtvejr over
hele linjen. Vi har lige ligget
i et par timer og ventet i
på at få lov at sejle ind til Qingdao.

Der er også weekend ombord.
Mandag til fredag er arbejde, lørdag er
rengøring  (og officielt også lektier),
og søndag er fri.

Hvordan HAR i det derhjemme? Hep hep

- le Mikkel

P.S.: Brandvagt er god idræt.
Når brandalarmsystemet får fejl
må kadetterne gå vagt i maskinrummet
hele natten. Træt! Søvnig! God idræt!

2009-10-22T15:15:00.000-07:00

Hej alle!

Fire dage er gået, og jeg har det som blommen i et æg.
Bortset fra at æg ikke ligger og duver let på søen,
æg har ingen fler-etagers dieselmotorer som får hele maskinrummet
til at ryste når den arbejder.

Æg har hellere ingen morsomme filippinere ombord,
og æg kommer ikke i land i Kina. Det gør jeg, på en kort visit
ind i en stor havneby.
Det tog ti minutter at køre ud af havneområdet i bil.

Men æg sejler nogle gange, og så spiser vi dem til frokost.
Resten af maden er også helt udmærlet, selvom det
ikke er stor kogekunst.

I morgen er sidste dag i maskinen i denne omgang
(vi skifter lidt hurtigt i starten). Bagefter er der et par dage på broen.

Hvordan har i det derhjemme?

mvh Kadet J

(RE: Hvis man ønsker at skrive til Jazz er mailen MHN202@maerskcrew.com)

Jazz's first

2009-10-17T16:17:00.001-07:00

Hej venner!

Det var en lidt lang tur,
og vi er stadig en smule jet-laggede efter
landingen i går aftes.
Men det har været en fin første skoledag.
Vi har fået en lille rundvisning
(der er jævnt meget plads nede i sådan et container-lastrum!),
set instruktionsvideoer og
set førstestyrmanden og et par assistenter
arbejde ude foran ved afgangen fra Pusan.
Vi har fri for i dag. Der er nyheder om sejlplanen:
Fire kinesiske havne, den første er Xingang i morgen.
Derefter TRE UGER for anker,
fordi vi skal bunkre (have brændstof om bord).
Der skal nok blive spillet Counterstrike og bordfodbold i den tid.
Altså får vi ikke så mange havneanløb, så der bliver ikke
så meget eventyr andet end på skibet.
Men det er også et ordentligt sanseindtryk.
Det er lidt som en drøm at følge efter
en officer ned for at se på bov-thrusteren, stige efter stige ned.
I blå kedeldragt og med blå hjelm.

Altså, vel ankommet på Clementine Maersk. God vind!

- Jazz a.k.a. "Cadet J"