MONZA

19.07.10 Piazza Duomo foran kathedralen i Monza

Jeg kom, jeg saa, jeg fandt et lille hjoerne bag et trae. bryder mig altsaa ike saa meget om byer. Hvis ikke man har et sted at gaa ind, eller hvis man oensker at vaere ude, er det galt fat med soevnen. De rer lys og mennesker og privat overalt, og hvor der ikke er disse ting er der moegbeskidt. Men jeg fandt et rimeligt uforstyrret stykke jord i skjul af trae, bro og vaeg. Klatsov mig gennem de foelgende 6 timer og stod stille og roligt op. Ny lur paa en plads, en baenk i byen. Mandag morgen i Monza er som mandag morgen andre steder. Stilladsarbejdere og fejemaskiner larmer, hunde luftes og folk gaar til og fra, langsomt flere og flere.

Jeg spoerger en dame om den kirke, jeg har foran mig, er katedralen. Det er det ikke, den er lidt laengere nede og til hoejre. Hvis man er i tvivl er man ikke i tvivl - jeg fortsaetter ad den morgentomme gaagade indtil der paa min hoejre side skimtes noget mellem bygningerne, Noget stort og ekstraordinaert (drej hér).
Tvivl forsvinder som ydmyg dug for den sol, der oplyser himlen bag det lyse, storslaaede, rigt udsmykkede bygningsvaerk som maa vaere Katedralen i Monza.
Den maa man ikke bare gaa ind i. Jeg bliver noedt til at kunne overskue bygningen foerst. Saetter mig paa et gammelt kristen-monument ("MDLXXV" = 1575) og finder kiggerten frem for langsomt at fordoeje facaden med de mange moenstre, monstre, relieffer, kongefigurer og ansigter.
Indenfor begynder praesten at synge. Laeg maerke til det: folk gaar til og fra. Folk bruger katedralen.

Al den fysiske storhed; marmorminderne om, hvad man skal udrette for Guds skyld.

To piger gaar over piazzaen, i et oejeblik hvor min kiggert er nede og jeg har fundet lidt morgenmad frem. De er ikke grimme overhovedet. Sorte toppe og bukser; en mindre konservativ tilvaerelse. De henter varer, for de haren saekkevogn med. Jeg kigger. En af dem kigger tilbage. Jeg blinker og smiler, skifter mellem kirken og pigerne. Den ene smiler tilbage. Vender hovedet for at se om jeg stadigvaek kigger, puffer de nanden i siden og de kaster begge et blik tilbage. inden, de forsvinder om hjoernet. Flygtige smil minder om en anden verden. jeg sidder og beundrer kirken, men det er The Doors og ikke salmer, der lyder for mit indre oere.

With our fingers we quick minaret
speaking secret alphabets
I light another cigaret
learn to forget

Samtidigt beder den ophoejede kristendom os huske; husk, de andre lidende. Husk Jesus. Husk, du skal doe...
Det ene syn beder mig glemme, og vaere til af al magt, det andet beder mig huske, tjene og straebe hoejere.
Jeg bliver i tvivl om, hvor den sande evighed ligger; i praestens hymner under en gotisk hvaelving, eller i de tilbagevendende, solbeskinnede pigers glade "Ciao!" som ikke efterlader spor af tvivl om, hvilket koen jeg tilhoerer.