Hej alle!

Glem alt om filosofisk og fuld faren omkring i Londons gader. Den historie skal tidsnok blive færdig.
Hér er noget jeg har lyst til at fortælle...

Der er så mange triste mennesker herude. Det er imponerende, de virker ikke spor lykkelige. De eneste, der virker glade og tilfredse, er filippinerne - og det er vistnok fordi de er helt på det rene med at de er herude for pengene og kun pengene. Jo mere overtidsarbejde jo bedre. Sådan har inderne, danskerne og rumænerne det ikke. De vil gerne hjem, de er utilfredse med den måde rederiet har udviklet sig på og med at være væk fra dem derhjemme.
Men for mig er verden ung og dugfrisk, og jeg føler mig som en delfin i en oliepøl. Brokkeriet er kvælende og lammende. Eventyret har fået stækket vingerne, bundet en sæk om hovedet og en bedøvende sprøjte i siden.
Jeg gik og glædede mig sammen med de andre kadetter til at komme hjem. Væk fra denne her motordåse med sultne, syrnede sjæle ombord. Folk tæller ned. 14 dage. 12 en halv. 11. Snart 10.
Men med udsigten til snarlig hjemkomst går det op for mig, at det snart slutter herude. For et godt stykke tid. Der er to år til næste praktikperiode. Og her er jo sådan set meget godt. Gulerødder, æbler, pærer, avocadoer, hasselnødder, valnødder, bananer, rosiner ad libitum, kage to-tre gange om ugen. Gratis motionsrum. Jaja, det er jo meget godt. Men det bliver sjælen ikke mæt af.
Har jeg nævnt Troels Kløvedals bøger for jer? I hvert fald har jeg læst et par af hans bøger. Den danske søfarer har sejlet med sit sejlskib Nordkaperen i hen ved 20 år, har kørt hundeslæde på Grønland og har skrevet en god bunke bøger om det. Når jeg læser hans bøger får jeg eventyr og saltvand og nysgerrighed lige ind i skallen.

Klokken er 21:32, og vi er undervejs til Nagoya, Japan. Japan! Og jeg har lige været ude at gå en tur. Det er blevet mørkt. Skibet ruller en anelse, og bølgerne er ikke helt små. Spredte skyer dækker pletvis den blækblå stjernehimmel med den endnu unge, skinnende gule måne. Jeg er gået hele vejen ud forrest. Jeg får øje på Jakobsstaven - Orions bælte - og på Cassiopeia. Når man ser på Cassiopeia ser man mod Nord. Nu har jeg Nord. Så kan jeg se, at den gule måne står op i øst, og vores kurs gennem vandet stemmer overens med den, jeg lige har set oppe på skibets radar og søkort, på broen. Mit indre begynder at bruse om kap med havet, og hvis der var nogen til at se det har mine øjne sikkert strålet som det genskin månen kaster. Jeg følte mig i hvert fald meget lille og meget levende. Fantastisk syn, og selvom jeg havde haft mit kamera med derud havde jeg ikke kunne fotografere det. Begsort nat langt oppe. Et hav af skummende, bølgende blæk. En kølig, flammende måne, og de små, smilende stjerner. Eventyret slår de hvide vinger ud igen og basker med dem. Slår vildt om sig for at vågne ordentligt. Oprevet hvisker det:
De prøver at slå mig ihjel, de stakler. Hvem siger, der ikke kan være eventyr ombord på et containerskib? Verden bliver ikke mindre smuk af at man sejler med et motordrevet stålskib, som nu engang hører til denne tidsalder. Mærk verden. Mere dødeligt levende - og mere live - fås det ikke.