Et par lærerige sidste dage. Mange tanker at tænke, mange oplevelser at fordøje. Klokken er ti minutter over midnat, zonetid (-8). Jeg har netop afsluttet min sidste vagt på denne udmønstring.
Min rygsæk er næsten helt pakket, og i morgen er der voldsrengøring. Torsdag gør vi lidt mere rent, og så bliver vi sendt hjem. I morgen er der også training day, det bliver sjovt lige at få et sidste stort input. Vi skal lære at starte nødgeneratoren, samt lære om chemical suits og røgdykkerudstyr, farligt gods og førstehjælp - hjertestartere, Emergency Breathing Devices m.m.

Så er det mere eller mindre sket for denne gang. Punktum.

Hej Københavnerfolk. Skal vi holde noget... Har i tid lørdag d. 16.? Eller ugen efter?

Nogle af de andre vil meget gerne hjem nu. En lærerig tur; nogle er bare ikke sejle-mennesker.
Nogle andre er, og de fortsætter på skole i håb om at få lidt mere tid på vandet.

Ciao belli!

Hej alle! I dag er det den syvende januar. Den fjortende januar afmønstrer vi i Tanjung Peleppas.
Om aftenen tager vi med flyveren. Den femtende januar klokken 10:40 ankommer vi til Kastrup Lufthavn med fly fra München. (den slags plejer jo at være skrevet i lokaltid, ikke...?)

En uge. See you people.

//Mixel

Hej alle!

Glem alt om filosofisk og fuld faren omkring i Londons gader. Den historie skal tidsnok blive færdig.
Hér er noget jeg har lyst til at fortælle...

Der er så mange triste mennesker herude. Det er imponerende, de virker ikke spor lykkelige. De eneste, der virker glade og tilfredse, er filippinerne - og det er vistnok fordi de er helt på det rene med at de er herude for pengene og kun pengene. Jo mere overtidsarbejde jo bedre. Sådan har inderne, danskerne og rumænerne det ikke. De vil gerne hjem, de er utilfredse med den måde rederiet har udviklet sig på og med at være væk fra dem derhjemme.
Men for mig er verden ung og dugfrisk, og jeg føler mig som en delfin i en oliepøl. Brokkeriet er kvælende og lammende. Eventyret har fået stækket vingerne, bundet en sæk om hovedet og en bedøvende sprøjte i siden.
Jeg gik og glædede mig sammen med de andre kadetter til at komme hjem. Væk fra denne her motordåse med sultne, syrnede sjæle ombord. Folk tæller ned. 14 dage. 12 en halv. 11. Snart 10.
Men med udsigten til snarlig hjemkomst går det op for mig, at det snart slutter herude. For et godt stykke tid. Der er to år til næste praktikperiode. Og her er jo sådan set meget godt. Gulerødder, æbler, pærer, avocadoer, hasselnødder, valnødder, bananer, rosiner ad libitum, kage to-tre gange om ugen. Gratis motionsrum. Jaja, det er jo meget godt. Men det bliver sjælen ikke mæt af.
Har jeg nævnt Troels Kløvedals bøger for jer? I hvert fald har jeg læst et par af hans bøger. Den danske søfarer har sejlet med sit sejlskib Nordkaperen i hen ved 20 år, har kørt hundeslæde på Grønland og har skrevet en god bunke bøger om det. Når jeg læser hans bøger får jeg eventyr og saltvand og nysgerrighed lige ind i skallen.

Klokken er 21:32, og vi er undervejs til Nagoya, Japan. Japan! Og jeg har lige været ude at gå en tur. Det er blevet mørkt. Skibet ruller en anelse, og bølgerne er ikke helt små. Spredte skyer dækker pletvis den blækblå stjernehimmel med den endnu unge, skinnende gule måne. Jeg er gået hele vejen ud forrest. Jeg får øje på Jakobsstaven - Orions bælte - og på Cassiopeia. Når man ser på Cassiopeia ser man mod Nord. Nu har jeg Nord. Så kan jeg se, at den gule måne står op i øst, og vores kurs gennem vandet stemmer overens med den, jeg lige har set oppe på skibets radar og søkort, på broen. Mit indre begynder at bruse om kap med havet, og hvis der var nogen til at se det har mine øjne sikkert strålet som det genskin månen kaster. Jeg følte mig i hvert fald meget lille og meget levende. Fantastisk syn, og selvom jeg havde haft mit kamera med derud havde jeg ikke kunne fotografere det. Begsort nat langt oppe. Et hav af skummende, bølgende blæk. En kølig, flammende måne, og de små, smilende stjerner. Eventyret slår de hvide vinger ud igen og basker med dem. Slår vildt om sig for at vågne ordentligt. Oprevet hvisker det:
De prøver at slå mig ihjel, de stakler. Hvem siger, der ikke kan være eventyr ombord på et containerskib? Verden bliver ikke mindre smuk af at man sejler med et motordrevet stålskib, som nu engang hører til denne tidsalder. Mærk verden. Mere dødeligt levende - og mere live - fås det ikke.

Hej alle!

Her er klokken halv tolv. Om lidt skal vi se 90-års-fødselsdagen, jeg selv og to andre.
Min nytårsaften e rlidt tam, og får blot sidste års meritter til at stå i et endnu mere strålende lys.
Men nytårsaften er det, med helgrillet pattegris ombord.
Godt nytår, glædeligt 2010 til Kristina, Jacob, Tobias, Simon, Tola, Kristoffer, Adam, Michella, Miriam, Julia, Tine, Anne-Marie, Jannie, Kamilla, Sarah, Tøffel, Susanne, Jørgen, Eva, Birgitte, Lis og Erling, Vibse og Bernard, Helene, Ben og Anouk (i Hong Kong var jeg inde at se billederne!), Tanja, Michael, Luna, Nadja-Rose, Jo, Thomas, Alberte, Victoria og Elias, Ellen, Thor, Kirsten... Og dem, hvis navne jeg umiddelbart ikke kommer ihu, men som ikke desto mindre er værd at bruge kræfter på når det skal til! :)

2010 gode ønsker. Der er nu fjorten dage til hjemrejsen.

- Mikkel

Magayang pasko til jer alle sammen. Det er filippinsk og betyder glædelig jul.

Min juledag blev noget så fin. Vågner klokken omkring kvart i seks ved, at skibets generalalarm hyler afsted. Hurtigt i tøjet, frem med stavlygten og søvndrukken ned ad trapperne til møde på dækskontoret. Skibet har fået BLACK-OUT. Det er ikke en øvelse, men det er heller ikke en katastrofe. Strømgeneratoren kunne ikke følge med, og nødgeneratoren kunne ikke starte. Så forsvinder lyset altså, og de mindst nødvendige computere slukker.
Problemet blev rimeligt hurtigt fundet og maskineriet kom også op at køre igen. Men Clementine var død et øjeblik.
Senere på dagen går jeg fra for til agter langs skibssiden. I det samme render vi ind i et mindre, tropisk regnskyl, og Mikkel bliver gennemblødt på den hurtige side af et minut.
Ugentligt check i maskinen. Mikkel står og analyserer olieprøver, og præsterer at spilde "reagent A" udover sin ene hånd. Senere vælter han også glasset med "reagent B" ud på bordet. Godt, det ikke var omvendt, for B reagerer på vand (det kan blive grimt, når nu mennesker først og fremmest består af det stads).

Men så blev det også jul. Vi erklærede det halv arbejdsdag og skiftede til lidt pænere tøj. Til aftensmad starter så en syndflod af julemad efterfulgt af pakkeleg og en lang aften med spas. Vandpiben kom frem i officerssalonen, hjemmebagte julekager som skipper, et par officerer og et par kadetter stod for...
Femogtyvende december. Lille arbejdsdag, og syndfloden fortsætter med julefrokost som er i gang netop nu. Åben gå-til-og-fra buffet fra 12:30 til 18.
Der er 19 dage til hjemrejsen. Det er begyndt at lugte af afslutning. To skemauger på broen. I morgen lander vi i Singapore som første havn siden Rotterdam.

Tak for julehilsnerne med nyt hjemmefra!
Grisetæer, klejner og risalamande -
Mikkel, den salte søhund

ej alle! Nu er vi i Aden-bugten igen. Suez er passeret, og denne gang legede jeg turist og købte nogle dumme souvenirs af de sælgere, som kommer ombord sammen med den lovpligtige ekstrabesætning (en ekstra elektriker, en lods, et par andre). Havet er  28-30 grader celcius. På søndag skulle vi gerne være ude af piratområdet igen, så dér pumper vi Indisk Ocean op i svømmepølen for at afholde søndagen dér. Indtil da bliver vi inden døre for ikke at få raketter i ansigtet eller noget.
Jeg fandt nogle Rip Kirby-tegneserier i skibets bibliotek. De kan anbefales til detektivelskeren! Modesty Blaise er også OK, men ikke min favorit
Det er snart jul! Skipper har planlagt en stor julemiddag, som kokken går og øver sig på. Og vi fire danske kadetter har netop set afsnit 18 af Jul På Vesterbro: "Højtbelagte Håndmadder." Jeg ønsker mig bakkenbarder som dem Stuart Stardust har!
Den fireogtyvende er der stor middag med hele besætningen ved samme langbord, komplet med ris a la mande, and, flæskesteg og pakkeleg. Og den femogtyvende er der havneanløb i Singapore.
Man begynder at blive lidt grødhovedet. Det er meget det samme i sådan en flydedåse. Så i aften og i morgen tager jeg nok en fridag fa de andre og ligger brak i min kahyt.

Firmaets nul-alkohol-politik er måske ikke en dårlig idé. I dag i en pause hørte jeg på historier om nogle af de skibe, de andre startede på. Puhha for nogle tider, med overstyrmænd som bliver BÅRET op til deres kamre for at sove de halvanden time inden, de har vagt. To officerer som hver weekend ligger og brydes med hinanden på salonens gulv, så maskinchefen halter tre dage efter...
Man savner måske et glas vin til maden, men alt i alt er det nok ikke en dårlig idé...

Vi er efterhånden godt inde i rutinen, så jeg tror, den sidste måned kommer til at gå markant hurtigere end de to første. Jeg har kun tre uger tilbage på mit skema. Én i maskinrummet, én med førstestyrmanden, Sujit Aravind, og én med andenstyrmanden, Navajit Nair.
Glæder mig til at se og høre hvordan i har det, og til de ting der er tilbage at opleve inden hjemrejsen.

Masser af lyserød -
Mikkel, den næstmest snavsede person på skibet

Pub, Shop & Dub
Resumé: Efter en lang og forskelligartet nat er vor gæve eventyrer strandet som hjemløs i Londons gader. Han har sat sig ned for at få lukket et øje trods novemberkulden.

"Hey, are you all right?"
"Yeeh, 'm okay."
Åbner øjnene efter at have svaret på spørgsmålet.  Således opdaget i min midlertidige hjemløshed synes jeg ikke, jeg kan tillade mig bare at blive siddende. Der er jo ikke noget galt. Får langsomt stablet mig på benene. Hun undskylder for at forstyrre mig, havde regnet med, jeg bare blev siddende. De to mennesker virker gadevante som kun hjemløse, vagabonder og narkomaner gør det. Der er noget med den naturlighed den næsten tandløse kvinde og hendes lurvede kompagnon stiller mig venlige spørgsmål og forklarer, at jeg hellere må komme med til deres "squat" - uanvendte bygning, som de har taget bo i. Det er i orden med mig. Vi går direkte derhen, hun skal bare lige have fat i noget heroin først. Jeg vil gerne med, når bare jeg ikke behøver tage del i noget af dén slags stads. Nejnej, det er fint.
Afsted nogle få gader ned. En telefonsamtale. Ind ad en gadedør og vupti. En ruin, simpelthen. Cementgulvet blottet, huller i loftet med ledninger som indvolde ud af. Små stykker væg og ting og sager ligger hér og dér. Jeg får mit eget hjørne med nogle måtter jeg kan stable, som jeg vil have det. Her er varmere end udenfor, så jeg er godt tilfreds for nu. Jeg lægger mig ned og sover med hovedet på kvindens taske for at passe på den imens hun går ud for at hente sit stads.

I nattens løb - jeg ved ikke, hvor kort eller lang tid, der er tale om - hører jeg dem gå til og fra. Det bliver koldere og koldere efter jeg er holdt op med at bevæge mig. Ligger sammenkrøllet og forsøger at sove. Kulden og nattens megen gåen omkring får til sidst mit ene ben til at krampe da jeg forsøger at flytte på det.
Da det begynder at lysne gennem vinduerne ud til gaden synes jeg, jeg kan være bekendt at stå op igen. Så har jeg da gjort et forsøg på at sove, selvom det blev i kortere perioder.
Undersøger bygningen lidt. Godt og grundigt ruin. Pludselig kommer jeg i tanker om, at der måske kommer nogen og fortsætter nedrivningen omkring arbejdsdagens begyndelse. Forlader stedet. Gid jeg vidste hvad klokken er, men en af de ting jeg er kommet til byen efter er et nyt batteri til mit armbåndsur.

Afsted ned ad gaden. En eller anden retning. Nu vil jeg se noget officielt og meget engelsk London. Finder nogle skilte der peger, og går i retning af Themsen. Forbi nogle flotte bygninger, og over Tower Bridge. Dén er fin. Ned på sydsiden, spørge om klokken. Tyve over otte. Allerede? Men det er jo også vinter, og lyset kommer sent.
Ned, op, hen, rundt. Boligkvarter med græsplæne, business-monster-bygninger... En stor togstation, en tunnel... Og så er jeg ved London Bridge. Køber en vegetar-burger og en friskpresset gulerodsjuice. Den er frisk, frøkenen laver juice af rå gulerødder for øjnene af mig.
Jeg går op på London bridge, og står dér og spiser min morgenmad imens jeg kigger østover, mod Tower Bridge og de orange rester af solopgangen.
Nu gælder det forretningerne. Jeg krydser op gennem centrallondon. Finder en elektronikbiks hvor jeg kan købe både en ting til skibets juleaftens-pakkeleg og et nyt batteri til mit ur (et år mere, vupti).
Lyset og menneskerne slår kuskeslag og vandrer af sted gennem timerne, og jeg går imellem dem. Ind i et fødevaremarked for at købe britisk guf, slik og smoothies. Ud mod West End igen, hvor jeg jo har en anvisning til adskillige pladeforretninger.