Hej alle!
Nu skriver jeg igen.
Efter 12 dages pause
, hvor i har gået
og sukket og vredet
hænder og drukket
et glas for meget
af bekymring.
SAT-B, vores mailsystem,
har været ude af
funktion. I Le Havre,
Frankrig, havde vi
en reparatør ombord.
Det samme i Zeebrügge,
Belgien. Felixstowe,
England. Først under
andet ophold i
Zeebrügge lykkedes
projektet.
Nu kan der skrives
igen, og det bliver
gjort flittigt
for at blive
helt up-to-date.
Jeg har meget at sige.
I Le Havre var
vi i land for
første gang siden
Malaysia. Det var
rart lige at komme
ind til sømandsklubben.
Bare sidde og snakke lidt,
spille bordtennis,
nogle tjekke mail
på computerne. I Zeebrügge
blev jeg ombord og
deltog i dæksvagten.
Så nu har jeg været
med til at holde øje
med lastning og losning
af containere, kontrollere
at tingene er surret
forsvarligt fast, lavet
noget papirarbejde, og
stået vagt ved gangvejen.
Bevogtningsarbejde i
kulde er ikke det
allermest taknemmelige
job der er at få.
Ude på søen ser vi
tit film. Jeg har set
flee gode som jeg
ikke havde set før.
"Slumdog Millionaire" kan
anbefales, ligesom den
svenske "Lad Den
Rette Komme Ind".
Der findes også
mange dårlige film.
I Felixstowe blev
tingene derimod anderledes.
Historien om mit ophold
i England vil jeg
bringe efterhånden,
som jeg får det
skrevet ned. Vi
kan kalde den
for "Pub, Shop
og Dub". Første
del kommer hér:


,Vi lagde til
kaj omkring middagstid
den 25. november.
Planlagt ophold
36 timer; afgang
0100 lørdag d. 27.
Felixstowe er en
lille kystby ved
en lille flodmunding,
lidt nord for Themsen.
Jeg har aldrig været i
England før.
Og Englands hovedstad,
London, var nu
ikke langt væk.
Vi var klar til at
gå i land næsten
med det samme (i Europa
er der ikke så
meget besvær med
immigrationsmyndigheder
o.l. som i Asien).
Jeg forhørte mig
om transporttider og
priser. Klokken femten +
tog jeg chancen.
Shuttle-bus til
sømandsklubben; herfra
en lille
gåtur til et busstoppested
, hvor bussen var venlig
nok til at forsinke
sig så jeg nåede at
komme med. Først midt
under den halvlange
bustur går det op for
mig at jeg ingen telefon
har med, og ikke kan
nummeret på nogen ombord.
Der er INGEN måde at
få kontakt med skibet. Håber,
de ikke ændrer sejlplanen.
Hvilket minder mig om at
jeg heller ikke har
undersøgt hvad tid de
hæver gangvejen inden
afgang. Nå! Hvad er
det værste, der kan
ske - jeg mister mit
job, min uddannelse og
skal selv finde på en
måde at komme hjem fra
England. Altså med tog
fra Ipswich mod London
i tusmørket.
Men hvad skal jeg gøre
når jeg kommer til London?
London er en stor by. Man
skal have et udgangspunkt.
Mit udgangspunkt er
gode pubs, hvor jeg kan
få fingre i noget af
den irske og engelske
cider. Gode shops, hvor
der er billige og gode
varer at få - og til
sidst, et mål med min
rejse til London; god
dub. Musikgenren dubstep
er ved at dukke op i
min hjemstavn, men det
er endnu en importvare.
Det kommer fra London
og ud i verden, så i
London må de have det.
Det skal med hjem.
Jeg forhørte mig hos
manden på sædet overfor.
Den runde, nydelige herre
i jakkesæt og
kægstubbe hed Adam. Han
havde et strejf af Cockney-accent.
Adam viste sig at
være tidligere DJ, og
desuden med en unge på
17 (omtrent min alder,
for de voksne er der
ikke langt fra 17 til 20).
Så han vidste udmærket
hvad jeg mente med både
det ene og det andet.
West End og SoHo er stederne
hvorhen jeg gå. Hvor
jeg kan fat på dubstep få.
Og gode pubs med fest.
Ved ankomst til Liverpool
Street Station var jeg
således udstyret med en
idé om hvor, jeg skulle
gå hen for at finde folk
og sjov, blev vist hen til
the tube, og fik en lap
papir med denne her Adams
telefonnummer til hvis noget
gik helt galt.
Således begynder historien.