Hej Alle!
Det var dét i
denne omgang.
Rotterdam byder
de velbeslåede
velkommen med
åbne arme. Hen
ved to timers
transport ind til
byen. Ikke en
decideret billig taxatur.

Vi spiste på
en god argentinsk
restaurant, og gik
på irsk pub og et
sted ved navn Hollywood
Dance Hall. Skør
arkade med mange
dansegulve. Vi fik
natten til at gå
med at bestille
drinks og tale
med piger og bare
gå omkring. Det
er svært at
charmere en hollænder når
det eneste hollandske,
man kan, er "Jeg
tror på feer."
Men det var da
en sjov tur. Nu
skal det blive godt med
tyve dage til søs,
næste stop Singapore.
I Rotterdam fik vi
proviant ombord, og
en del af besætningen
blev udskiftet -
tre-fire filippinere.
I Rotterdam havde
vi også bestilt en
del varer fra et
toldfrit katalog,
men en eller anden
ansvarlig glemte at
meddele hvad tid
vi var i havn, så
de kom aldrig med
tingene.
Havde ellers bestilt
en lomme-Maglite,
men den må vente.

Tyve dage til Singapore.
Jeg har for sjov
besluttet mig for at
lade skægget stå,
bare for lige at
se hvordan det
ser ud for tiden.
Overvejer også at
lade håret vokse
vildt så jeg om
noget tid kan
lave en "halepisk".
Det er bare
fjollet når man
dyrker idræt, og
så skulle vaske det
tætte hår hver gang.
Og gå og se fjollet
og frisureløs ud det
første par måneder.
Så mens vi er i Europa
går jeg i hvert
fald meget med hue.


Er der noget bestemt
jeg skal lede efter
hvis jeg får
mulighed for det
i de asiatiske havne?

vov vov -
Mikkel

Pub, Shop & Dub
Resumé: Vores hovedperson agerer Den Evige Vandringsmand, og begiver sig fra bydel til bydel i jagten oplevelser og ting at tage med sig...

Jeg nåede ikke undergrundsbanen, og måtte gå videre. En af mine bekendtskaber på World's End nævnte, da jeg spurgte efter Dubstep, et sted i East End med navnet Herbal. Drum'n'Bass, dubstep... Så dér kunne jeg gå hen. I den forbindelse bør det nævnes, at der er jævnt langt fra Camden Town til East End. Ømme knæ og ben. Det meste af alkoholen blev brændt af, og tågen løftede sig en smule imens jeg fik et kig på den del af London som ikke har et natteliv. Lange, tomme asfaltstriber omkranset af fortovsfliser og lygtemænd på pæle. Sovende mørke med spredte striber og pletter af travlt eller søvnigt neon. Hvis du nogensinde har prøvet at gå flere kilometer hjem fra byen i de stiveste nattetimer ved du præcis, hvad jeg mener.
Den Lange Rejse mod Dubben. Drum'n'bass-og-dubstep-klubben Herbal ligger selvfølgelig i East End, og jeg er i West (eller nord, eller et eller andet... Det hele farer rundt).
Mørket går gennem timerne, og jeg går gennem mørket. Spørger den ene om vej, ligeud. Spørger den næste om vej, ligeud. Og til venstre. Og igen spørger jeg om vej.
Hvad laver alle mennesker overhovedet? Dem, der bare står - står på gaden midt om natten i hinandens fåmælte nærvær.
"Lidt tilbage hvor du kommer fra..."
Dér var det. Der står mennesker udenfor og snakker som når et show lige er slut. Der kommer folk ind og ud af en café, men det jeg kan identificere som Herbal har en uigennemtrængelig lukket, sort facade. Thank you, come again. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Flakker lidt frem og tilbage, og natten føles meget kold, tom og lang; alkoholen er brændt af, og der var ingen morskab for enden af tunnelen.

Ny taktik. Her er mennesker. De går rundt. Nogle af dem kender vel noget - måske et sted at sove, måske noget mere sjov. Jeg spørger. Intet sted man kan gå hen at sove. Men dén vej ned ligger der nogle døgn-pubs og morgenværtshuse. Sådanne Johanne! Jeg trisser derned af. Når ikke halvtreds meter før jeg bliver spurgt om vej af en pige som tydeligvis både er skæv og amerikaner. Desværre, men jeg aner ingenting. Det er første gang, jeg er her. Hende og hendes tre venner synes, det er okay. Har jeg ikke lyst til at komme med? Jowjow. Så nu går jeg sammen med tre amerikanere og en italiener. De er særdeles åbne og venlige som amerikanere har for vane, søger altid at finde fællespunkterne i den almindelige samtale, om ikke andet så for den gode stemnings skyld. Jeg følger dem til et sted. Vi går ind. Der er høj musik og mange mennesker. Jeg øjner en hvid sofa. En hvid, frisk og smilende bolledejssky af en fladmast, ekscremefarvet lædersofa. Sidder ned et stykke tid og ånder og lukker øjnene. Det er rart efter den lange gåtur gennem natten.
Det er en bøssebar. Det må det være, for her er mange fyre, og nogle af dem kiggede op og ned ad mig da vi kom ind. Én af dem kommer hen, bukker sig ned og spørger på højlydt og fuldt engelsk gennem den allestedsnærværende dansemusik: Are you gay, o rare you straight?
De er så dejligt direkte. Det er nu også grunden til at jeg holdt op med at tage på bøssebarer. Det handler bare om sex det hele.
Kunne godt bruge en lur. Og så ikke alligevel. Den smukkeste af de tre piger, jeg fulgtes med (den sidste er en dreng så han tæller ikke i skønhedssammenligninger), vinker mig op til dem. Kom og dans! Okay. Dyb indånding. Ikke lur, fest. Ikke fur, fest. Fikke fur, fest. Fest, fest... Op og danse fjollet, så fjollet det kan gøres.
Og stedet lukker. Ud igen, gør som vagten siger. Så er den sidste bar vist også lukket torsdag aften.