Kvæk kvæk kvæk!

Pub, Shop & Dub
resumé: Vor gæve
 eventyrer har
slået følge med
en håndfuld andre
udlændinge i byens
natteliv. Grundigt
besofne har de 5
netop forladt torsdagsnattens
sidste diskotek...

Godt det samme.
Nu kan man høre
hvad hinanden siger.
En vigtig del af
alle byture: fra
sted til sted.
Under vores gåtur
får jeg set og
hørt nærmere på dem:
Den høje, tynde
dreng er ham,
som bor i London.
Han studerer i
byen et stykke tid.
Det samme gjorde
de to amerikanske
og den italienske
pige sidste eller
forrige år. Nu
besøger de deres ven.
Den ene amerikanske pige
er afro. Og skæv
og fuld og oppe
omkring 140 km/t.
Hun har det bare
for fedt.
Den italienske pige er en
sjov lille prop,
og ikke med sort
hår som den gennemsnitlige
italiener. Hun
virker en smule
utilpas, eller voldsomt
genert. I hvert
fald taler hun ikke.
Hendes størrelse alene
gør sikkert at hun
aldrig kunne finde
på at blive lagt
mærke til.
Den sidste er af
gennemsnitlig højde,
gjort lidt højere af
hælene som hun
snarere spankulerer
end går på.
Den grå frakke
klæder hende, men
ingen af fordelene
er værd at nævne
sammenlginet med noget,
jeg først bagefter rigtigt
har kunnet tænke over:
De mest skinnende
øjne. Inde i midten,
dybt inde i det
sorte skinner glade,
friske stjerner.
Ligeså diskret gemt
væk bag smøgerne
og den grå frakke
og det leverpostejsfarvede
hår sidder de og
indtager verden,
betragter den med
tilbagelænet charme.
Og noget i den
retning kunne jeg
godt have tænkt mig
at fortælle hende.
Bare for at stå og
studere det diskrete
smil et øjeblik længere.
Men man skal vogte
sig for amerikaneres
imødekommenhed.
Den allerførste af
slagsen rækker normalt
kun, til der
kræves en indsats.
Jeg skulle have
sagt det til hende
lige nu og
dér. De tager hjem
med taxa, og da de andre
 allerede har
sat sig ind går
lejlighedens ejer helt
hen til mig.
Han fortæller, at
jeg ikke kommer
med dem hjem,
for der er ikke
plads. De bor
allerede seks personer
i en trepersoners lejlighed,
og mere kan der
ikke blive tale om.
Jeg er overrasket
efter alle de smil
og al den snak.
Men farvel da
så. En knivspids
lamslået tøfler jeg
af sted gennem
natten, og taxaen
kører den anden vej
med de trætte
amerikanere og
italienere i.

Tilbage til nattevandringen.
Forskellen mellem
vagabonderen i København o
g London er,
at alt ser
mere eller mindre
nyt ud hér.
I Danmarks hovedstad
kommer jeg altid
til noget, jeg kender,
inden længe.

Denne gang natten
får min opmærksomhed er
den blevet mørkere,
koldere og endnu mere
stille. Nogle af
lygtemændene er
også gået i seng.
Jeg ved ikke, hvor
min seng er. Går
omkring og venter
på, det næste sker.
Står og venter på,
det næste sker.
Eventyrets mirakel
udebliver.

Jeg sætter mig
ned på en trappesten,
lidt
i læ for gadevind,
lukker øjnene og
blunder.
Kun få lyde trænger ind,
en skraldebil,
et pigegrin.
Kun kulden bliver
ved med at ske.

Hej alle!
Minder fra nær og
fjern fortid er
begyndt at tumle
frem i tide og
utide. Der er
meget og mange,
som det skal
blive godt at gense.
Det er dejligt at
være rigtigt på
vej igen. Nu sejler
vi snart ned i
Biscayen, og denne
gang vipper skonnerten
lidt mere end sidst...

Biscayen biscaya biscayen
første del af vejen
har været i "hullet" hele dagen
uden at se meget til det blå ocean
kun, ak kun, en kort kort stund
stod jeg og mærkede det store sund
vand fra oven, vand fra neden
med en hvisken meddeler Havet beskeden:
Lille mand på båden dér
Hvem er da mægtigst i verden hér?

det er ikke os, der bestemmer.

mvh Mikkel

P.S.: I dag har jeg slået mig selv i hovedet med en gaffelnøgle.

Hej Alle!
Det var dét i
denne omgang.
Rotterdam byder
de velbeslåede
velkommen med
åbne arme. Hen
ved to timers
transport ind til
byen. Ikke en
decideret billig taxatur.

Vi spiste på
en god argentinsk
restaurant, og gik
på irsk pub og et
sted ved navn Hollywood
Dance Hall. Skør
arkade med mange
dansegulve. Vi fik
natten til at gå
med at bestille
drinks og tale
med piger og bare
gå omkring. Det
er svært at
charmere en hollænder når
det eneste hollandske,
man kan, er "Jeg
tror på feer."
Men det var da
en sjov tur. Nu
skal det blive godt med
tyve dage til søs,
næste stop Singapore.
I Rotterdam fik vi
proviant ombord, og
en del af besætningen
blev udskiftet -
tre-fire filippinere.
I Rotterdam havde
vi også bestilt en
del varer fra et
toldfrit katalog,
men en eller anden
ansvarlig glemte at
meddele hvad tid
vi var i havn, så
de kom aldrig med
tingene.
Havde ellers bestilt
en lomme-Maglite,
men den må vente.

Tyve dage til Singapore.
Jeg har for sjov
besluttet mig for at
lade skægget stå,
bare for lige at
se hvordan det
ser ud for tiden.
Overvejer også at
lade håret vokse
vildt så jeg om
noget tid kan
lave en "halepisk".
Det er bare
fjollet når man
dyrker idræt, og
så skulle vaske det
tætte hår hver gang.
Og gå og se fjollet
og frisureløs ud det
første par måneder.
Så mens vi er i Europa
går jeg i hvert
fald meget med hue.


Er der noget bestemt
jeg skal lede efter
hvis jeg får
mulighed for det
i de asiatiske havne?

vov vov -
Mikkel

Pub, Shop & Dub
Resumé: Vores hovedperson agerer Den Evige Vandringsmand, og begiver sig fra bydel til bydel i jagten oplevelser og ting at tage med sig...

Jeg nåede ikke undergrundsbanen, og måtte gå videre. En af mine bekendtskaber på World's End nævnte, da jeg spurgte efter Dubstep, et sted i East End med navnet Herbal. Drum'n'Bass, dubstep... Så dér kunne jeg gå hen. I den forbindelse bør det nævnes, at der er jævnt langt fra Camden Town til East End. Ømme knæ og ben. Det meste af alkoholen blev brændt af, og tågen løftede sig en smule imens jeg fik et kig på den del af London som ikke har et natteliv. Lange, tomme asfaltstriber omkranset af fortovsfliser og lygtemænd på pæle. Sovende mørke med spredte striber og pletter af travlt eller søvnigt neon. Hvis du nogensinde har prøvet at gå flere kilometer hjem fra byen i de stiveste nattetimer ved du præcis, hvad jeg mener.
Den Lange Rejse mod Dubben. Drum'n'bass-og-dubstep-klubben Herbal ligger selvfølgelig i East End, og jeg er i West (eller nord, eller et eller andet... Det hele farer rundt).
Mørket går gennem timerne, og jeg går gennem mørket. Spørger den ene om vej, ligeud. Spørger den næste om vej, ligeud. Og til venstre. Og igen spørger jeg om vej.
Hvad laver alle mennesker overhovedet? Dem, der bare står - står på gaden midt om natten i hinandens fåmælte nærvær.
"Lidt tilbage hvor du kommer fra..."
Dér var det. Der står mennesker udenfor og snakker som når et show lige er slut. Der kommer folk ind og ud af en café, men det jeg kan identificere som Herbal har en uigennemtrængelig lukket, sort facade. Thank you, come again. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Flakker lidt frem og tilbage, og natten føles meget kold, tom og lang; alkoholen er brændt af, og der var ingen morskab for enden af tunnelen.

Ny taktik. Her er mennesker. De går rundt. Nogle af dem kender vel noget - måske et sted at sove, måske noget mere sjov. Jeg spørger. Intet sted man kan gå hen at sove. Men dén vej ned ligger der nogle døgn-pubs og morgenværtshuse. Sådanne Johanne! Jeg trisser derned af. Når ikke halvtreds meter før jeg bliver spurgt om vej af en pige som tydeligvis både er skæv og amerikaner. Desværre, men jeg aner ingenting. Det er første gang, jeg er her. Hende og hendes tre venner synes, det er okay. Har jeg ikke lyst til at komme med? Jowjow. Så nu går jeg sammen med tre amerikanere og en italiener. De er særdeles åbne og venlige som amerikanere har for vane, søger altid at finde fællespunkterne i den almindelige samtale, om ikke andet så for den gode stemnings skyld. Jeg følger dem til et sted. Vi går ind. Der er høj musik og mange mennesker. Jeg øjner en hvid sofa. En hvid, frisk og smilende bolledejssky af en fladmast, ekscremefarvet lædersofa. Sidder ned et stykke tid og ånder og lukker øjnene. Det er rart efter den lange gåtur gennem natten.
Det er en bøssebar. Det må det være, for her er mange fyre, og nogle af dem kiggede op og ned ad mig da vi kom ind. Én af dem kommer hen, bukker sig ned og spørger på højlydt og fuldt engelsk gennem den allestedsnærværende dansemusik: Are you gay, o rare you straight?
De er så dejligt direkte. Det er nu også grunden til at jeg holdt op med at tage på bøssebarer. Det handler bare om sex det hele.
Kunne godt bruge en lur. Og så ikke alligevel. Den smukkeste af de tre piger, jeg fulgtes med (den sidste er en dreng så han tæller ikke i skønhedssammenligninger), vinker mig op til dem. Kom og dans! Okay. Dyb indånding. Ikke lur, fest. Ikke fur, fest. Fikke fur, fest. Fest, fest... Op og danse fjollet, så fjollet det kan gøres.
Og stedet lukker. Ud igen, gør som vagten siger. Så er den sidste bar vist også lukket torsdag aften.

Hej alle!
 Nu er vi i
 Bremerhaven.
 Har været inde
 at kigge på julemarked,
 og gøre 5 ting jeg kan
 lide, som ikke
lader sig gøre
på skibet: Høre
livemusik, spille
 bas, købe en
ny CD, spise acceptabel
 ost og gå en lang tur.
 Uddybet i rækkefølge:
 Der er tale om en
klaverkøbende pige
 i en musikforretning,
 en Johnson-elbas i
 samme, en CD med
tysk hiphop (Deichkind),
 en klump specialost
fra Aldi, og turen
tilbage til container-terminalen.
Vi har også været
et lille stop i Århus
, det er sjovt at se
folk gå rundt og ikke
tænke over, at man
 er der. Selv ved
man, at man kun er i
 landet et par timer,
 og så er det tilbage
 til stålet og vandet
og fjernøsten i sidste
 ende.
Og vi har været i
 Göteborg. Dér blev
 Lars og jeg tilbage da
 de andre tog hjem,
 der var nemlig mere
 end 24 timer til
 turen gik videre.
 Det blev til en tosset
 tur, men den historie
må nok vente. Èn fuilleton
er nok. Lad os bare sig
e at det involverer
 et storcenter, en quiz
på svensk, to svenske
 piger, pandekager,
et tog, en god café,
 Landet For Længe Siden,
 alkohol, heavy metal,
 ridning og lukkede
forlystelsesparker.

De fleste af os har
 svært ved at sove
når skibet ikke vibrerer
eller gynger.
 Alle danske kadetter
har i hvert fald
prøvet enten ikke
at kunne falde i
søvn før skibet
begyndte at bevæge
sig, eller vågne
når det stoppede.
Det bliver heldigvis
lettere når vi
kommer ud af Europa,
og der bliver
længere mellem havnene.
Det er der ikke
lang tid til.
Det har føltes
lidt som en ferie
- vi får jo lov
til at gå i
land når vi
spørger, og der har
været mange anløb
her i Europa, og
med forholdsvis lange
ophold. I morgen er
det Rotterdam, hvor
flere af os
har hævet en
del penge til.
Ikke nok med at vi
skal være der fra
15 lørdag til 11
søndag, det er
samtidigt LØRDAG AFTEN,
og sidste havneanløb
inden rejsen til
fjernøsten. I
morgen Rotterdam,
næste stop Singapore
25. december. Vi
bruger Jul På
Vesterbro som
nedtælling, ét
afsnit om dagen
som det hør sig og bør.

Hvis bare jeg kunne
bringe alle de
smukke ord jeg
læser og hører
i bøger og musik.
Har snart læst
"Døde Sjæle" af Nikolai
Gogol færdig. Hvad
skal jeg læse bagefter?

- Fred, Mikkel

Kort resumé af "Pub, Shop & Dub":
Vor hovedperson er taget til London uden nogen måde at kontakte moderskibet på. Han har talt med en syd-Londoner ved navn Adam, og ved derfor at han skal til West End
for at finde det, han leder efter: Pubs med drikke og mennesker, forretninger med tøj, CDer og hvad man ellers shopper efter, og musikgenren dubstep, både live og på skive...


... Tube til West End. Italiensk restaurant, op i SoHo, ned igen, lidt rundt ofr at prøve at finde nogle af alle de steder Adam havde givet mig tips om. Fandt ikke et eneste. Restauranten må være lukket og pubsne holdt sig i de gyder jeg ikke kom forbi.
Nå, men jeg standsede foran et lille sted med navnet The Blue Posts. Det er vel ikke værre end de andre steder.

Pavel, finsk bartender på The Blue Post. Rejser ud i verden med freak show. Derfor arbejder han i London - flybilletter de fleste steder hen er billigere derfra. Han arbejdede som freak-show-mand, ildsluger, i ti år. Så fik han job som bartender, har arbejdet på The Blue Posts i 6 måneder og elsker det.

Stretching the last mouthful of Strongbow; two pints and the Blue Posts has grown on me. A Finnish, a Chinese and an English bartender, tattooed, funny hair, most relaxed place I've seen for ages. Go there and catch your breath. Fortunately for me, I'm kind of full. Gotta find the lavatory. But when I leave, I'm going to Camden. Punks and fun, here I come!
Det var den finske bartender, som sendte mig til Camden. En overtatoveret, piercet, eks-ildsluger fra Finland. Vi snakkede, og han mente at jeg skulle tage til Camden hvis jeg ville hitte nogle punks og noget saftig undergrund.
Så jeg tog til Camden efter et par pints of Strongbow. Det må have været det forkerte Camden, for der var ikke ligefrem læder og pigge og hanekamme over det hele. Derimod fandt jeg Verdens Ende. Dér gik jeg hen. Købte mig en Magner's cider. Kiggede lidt på den søde barpige og indledte en samtale med mine naboer; to veninder som ikke havde set hinanden i et stykke tid. Dette er en effektiv isbryder, en åbningsreplik som nemt gør samtalen interessant (i første omgang):
"Well, I'm a sailor. We're in Felixstowe at the moment, and since I've never been to England, I figured that I'd take the chance and go for a quick 24 hour run to London!"
Her fulgte så en hyggelig stund med de tre fremmede mennesker; en sølvsmed og et kærestepar. Men de skulle hjem, og den søde bartender så ud til at have for travlt til at føre samtale med en snøvlende dansker. Hvem der bare var rap i replikken! Men, ud for at lede i Camden.
Én punker fandt jeg faktisk. Han var også, som de er flest: fuld og fjollet. Ikke til at få fornuft ud af: Han gik med en Bjørnebane-agtig maske. Det gjorde han fordi han bekæmpede kriminalitet og ondskab. Det skete ved at han, hver gang han så noget, gik hen til dem og sagde: "Det må du ikke! Stop!"
Ungdommens foretagsomhed. Hep hep.

Hej alle!
Nu skriver jeg igen.
Efter 12 dages pause
, hvor i har gået
og sukket og vredet
hænder og drukket
et glas for meget
af bekymring.
SAT-B, vores mailsystem,
har været ude af
funktion. I Le Havre,
Frankrig, havde vi
en reparatør ombord.
Det samme i Zeebrügge,
Belgien. Felixstowe,
England. Først under
andet ophold i
Zeebrügge lykkedes
projektet.
Nu kan der skrives
igen, og det bliver
gjort flittigt
for at blive
helt up-to-date.
Jeg har meget at sige.
I Le Havre var
vi i land for
første gang siden
Malaysia. Det var
rart lige at komme
ind til sømandsklubben.
Bare sidde og snakke lidt,
spille bordtennis,
nogle tjekke mail
på computerne. I Zeebrügge
blev jeg ombord og
deltog i dæksvagten.
Så nu har jeg været
med til at holde øje
med lastning og losning
af containere, kontrollere
at tingene er surret
forsvarligt fast, lavet
noget papirarbejde, og
stået vagt ved gangvejen.
Bevogtningsarbejde i
kulde er ikke det
allermest taknemmelige
job der er at få.
Ude på søen ser vi
tit film. Jeg har set
flee gode som jeg
ikke havde set før.
"Slumdog Millionaire" kan
anbefales, ligesom den
svenske "Lad Den
Rette Komme Ind".
Der findes også
mange dårlige film.
I Felixstowe blev
tingene derimod anderledes.
Historien om mit ophold
i England vil jeg
bringe efterhånden,
som jeg får det
skrevet ned. Vi
kan kalde den
for "Pub, Shop
og Dub". Første
del kommer hér:


,Vi lagde til
kaj omkring middagstid
den 25. november.
Planlagt ophold
36 timer; afgang
0100 lørdag d. 27.
Felixstowe er en
lille kystby ved
en lille flodmunding,
lidt nord for Themsen.
Jeg har aldrig været i
England før.
Og Englands hovedstad,
London, var nu
ikke langt væk.
Vi var klar til at
gå i land næsten
med det samme (i Europa
er der ikke så
meget besvær med
immigrationsmyndigheder
o.l. som i Asien).
Jeg forhørte mig
om transporttider og
priser. Klokken femten +
tog jeg chancen.
Shuttle-bus til
sømandsklubben; herfra
en lille
gåtur til et busstoppested
, hvor bussen var venlig
nok til at forsinke
sig så jeg nåede at
komme med. Først midt
under den halvlange
bustur går det op for
mig at jeg ingen telefon
har med, og ikke kan
nummeret på nogen ombord.
Der er INGEN måde at
få kontakt med skibet. Håber,
de ikke ændrer sejlplanen.
Hvilket minder mig om at
jeg heller ikke har
undersøgt hvad tid de
hæver gangvejen inden
afgang. Nå! Hvad er
det værste, der kan
ske - jeg mister mit
job, min uddannelse og
skal selv finde på en
måde at komme hjem fra
England. Altså med tog
fra Ipswich mod London
i tusmørket.
Men hvad skal jeg gøre
når jeg kommer til London?
London er en stor by. Man
skal have et udgangspunkt.
Mit udgangspunkt er
gode pubs, hvor jeg kan
få fingre i noget af
den irske og engelske
cider. Gode shops, hvor
der er billige og gode
varer at få - og til
sidst, et mål med min
rejse til London; god
dub. Musikgenren dubstep
er ved at dukke op i
min hjemstavn, men det
er endnu en importvare.
Det kommer fra London
og ud i verden, så i
London må de have det.
Det skal med hjem.
Jeg forhørte mig hos
manden på sædet overfor.
Den runde, nydelige herre
i jakkesæt og
kægstubbe hed Adam. Han
havde et strejf af Cockney-accent.
Adam viste sig at
være tidligere DJ, og
desuden med en unge på
17 (omtrent min alder,
for de voksne er der
ikke langt fra 17 til 20).
Så han vidste udmærket
hvad jeg mente med både
det ene og det andet.
West End og SoHo er stederne
hvorhen jeg gå. Hvor
jeg kan fat på dubstep få.
Og gode pubs med fest.
Ved ankomst til Liverpool
Street Station var jeg
således udstyret med en
idé om hvor, jeg skulle
gå hen for at finde folk
og sjov, blev vist hen til
the tube, og fik en lap
papir med denne her Adams
telefonnummer til hvis noget
gik helt galt.
Således begynder historien.

Halløj

Vi passerer netop
 nu gennem
Suez-kanalen,
mellem Egypten og...
 Saudiarabien må
 det være på den
anden side.
Vi blev ringet
op i nat for at
være med til at
lægge anker.
Aner ikke hvor
stort det er,
men det er
imponerende klokken
halv et om natten,
når den
tykke ankerkæde
ramler ned gennem
røret og ud i vandet.
Gammelt, tørt mudder
hamres af så der
står en støvsky
omkring ankerspillet,
og det lyder
som tordenvejr.
Derefter gjorde vi
lodsens gangvej
klar til når han
skulle om bord fire
 timer senere.

Denne natoplevelse
 til trods kunne
jeg ikke finde på
 at sove gennem
morgenmaden. Og Marcus
og jeg gik op på
 Monkey Island
(øverst oven på
beboelses-strukturen,
 i fri luft
foran skorstenen).
Flot udsigt. Jeg kunne
se syv skibe i konvojen
foruden os, fire forude
og tre bagude. Det ene er
rederiets "flagskib,"
Edith Maersk - søster
til Emma. 398 meter lange,
endnu de største
byggede containerskibe.
Således en udmærket
start på søndagen.
I løbet af i dag når
vi igennem kanalen
og ind i Middelhavet.
Forbi Odysseus' Grækenland,
til Le Havre i Frankring.
Felixstowe i England.
Bremerhaven,
Rotterdam, Göteborg - og
Århus første december.
Stik mig pasnummer og
fulde navn hvis du vil
komme på besøg den aften!
 Der bliver rimeligt
 fri adgang rundt
omkring på båden. Det var
 bare en lille reminder.

Som rejseplanen ser
 ud nu skal vi denne
 tur op og ned gennem
Europa. Ud gennem
Suez igen, til Singapore,
 hele vejen op at
besøge fire japanske havne,
ned langs med Kina igen...
Og så er det blevet den
fjortende januar, og dér
står vi så af i Malaysia.
Forhåbentlig bliver der tid
til en lille bid af den
velsmagende, lækre, sunde,
krydrede (og imponerende billige)
 malaysiske mad inden lufthavnen.

Iøvrigt er vi så
småt ved at stable
en Counterstrike-turnering
på benene (ikke-computernørder,
abandon all hope).
 Vi bliver mindst fire hold -
Sverige, Danmark,
de filippinske reparatører
og de filippinske køkkenfolk.
Den rumænske 3. maskinmester
 skal også være med. Det bliver sjovt,
selvom holdene er små,
to mand på hver (vi har
nemlig kun fire PCere med cs).

Den første spæde
hjemve er begyndt at
melde sig efter en
tredjedel af turen
er gjort. Det bliver
godt at gense jer alle.
Heldigvis er der både
de blå bølger til
at trøste, og nogle dage
med nordeuropæisk
vintervejr som det
hører sig til.
I næste uge skal
jeg se hvad trikkeren
bruger sine
arbejdsdage på.
Der er næsten for mange
 nye ting herude.*

Spred noget fred
Mikkel

* Trikkeren = elektrikeren.
Kadetterne er knyttet til
en ny person hver uge, og i
den kommende skal jeg være
elektriker-kadet 4 timer
om dagen og på broen
4 timer om aftenen.

Hola!

Bare rolig. Vi er
 ikke blevet
 kapret, og bliver
 det nok ikke.
Men i morges var
 jeg med "dagmanden"
 Edward ude at
piratsikre skibet -
vi har sat et
piratskræmsel op,
kontrolleret hængelåse
 og sat brandhaner
 klar til at skylle
 vand udover skibssiden.
 (For.. Pirater kan jo
 ikke lide vand...?)
Efter klokken 12 i
 dag - om små to timer
 - må vi ikke gå
udenfor, heller.
Vi er i Aden-bugten,
 og i to dage holder
 vi os indendøre og
jawer for fulde hørm
med lukkede døre til
vi når det Røde Hav.
Men der sker nok ikke
noget. Skibet er
 kæmpestort, med højt
 til kanten og sejler
 ret stærkt.
Trist med de andre.

I forgårs var jeg med
 overstyrmanden nede
at inspicere en ballasttank.
 Det er jo havvand,
som fyldes i dem,
og vi skulle se efter
 rustpletter i den
 tomme tank. én lille
 tank - 1800 m3.
Vi fandt en plet
 som skulle repareres.
 Så i går var vi nede,
 med ferskvand til
 at skylle, lygter
og trykluftværktøj
for at banke rust og
male over igen.
Det er eddermame varmt,
 og der er godt
 mudret til derinde,
så har nogle smukke
billeder af gråbrune
kedeldragter.

Tilbage til undervisningen,
 vi sidder og
snakker om "farligt gods."
Hvor mange ton fyrværkeri
var der i fabrikken i Seest?
Vi har et par containere
 med 2-500 ton i al
t liggende ude på agterdækket.

kærlighed over det hele -
Mikkel

Hej alle!

Hidtil har jeg erklæret
 maden for acceptabel
 skønt ikke pragtfuld.
 Jeg vil nu modificere
min udtalelse. Der er
nemlig sket noget ubehageligt:
Høkeren har serveret spaghetti.
 Og spaghetti er tilfældigvis
en ret, jeg har fået lige
siden jeg var gammel
nok til fast føde.
Min far lavede det, og han var
 god til det. Det var
den første ret min far
lærte at lave, så der
ligger nogle års erfaring
 og rutine bag den
smagsoplevelse,
jeg forbinder med
ordet "spaghetti."
Iøvrigt var det i
selveste Pastaens
Land Italien, han
lærte at lave det.
Så når vi får serveret
 nogle bløde orme med
 en vandet, løgløs sovs,
må jeg altså modificere
min udtalelse.
Der manglede løg, der
manglede hvidløg, der
manglede tomat, og der
manglede krydderier.
Iøvrigt var osten en
sørgelig dåse-tingest,
men hvad kan man forvente
på jobbet. Den skulle jo
helst rives frisk udover
den færdigtanrettede tallerken.
Så maden er nu officielt
ikke særligt god (men
åbenbart endnu værd at skrive
 hjem om, skønt det er
en tvivlsom ære).
Man får lyst til at blive
skibskok. På den anden side
ville filippinerne så sikkert
 have det på samme måde
med DERES mad, hvis jeg var kokken...

Der er begyndt at blive
 varmt i maskinrummet.
Luftfugtigheden er steget
 så det kan mærkes, og
temperaturen i luften var
i dag omkring de 33 grader.
Fra skolen er vi blevet sat
55-60 i vente, og ifølge den
garvede besætning bliver dette
når vi skal gennem Suez og det
Røde Hav. Heldigvis har jeg -
badabam - brovagt dér! Men det
bliver min tur til at svede når
vi skal den anden vej, ud til
fjernøsten igen.
Og så var der amok i maskinen
i dag. Det integrerede
computersystem begyndte pludselig
at give alarmer på stribe, ding
ding ding ding ding ding ding ding...
 Og første- og andenmesteren var
ved at gå op i et par spidser og
anede ikke, hvad der var problemet.
Måske var noget blevet overophedetet
sted, for et kvarters tid før, det
stoppede, havde Thomas, en af mine
medkadetter, startet nogle blæsere et sted.
Så nu bliver der vist fortalt
 vittigheder om andenmesteren
oppe på broen. De fik nemlig også
alle alarmerne déroppe, og det er hans vagt.

Spred noget fred -
Mikkel

P.S.: Jeg havde tre bøger
med da jeg udmønstrede. Nu har jeg
 læst dem alle, og skal til at
tage hul på skibsbiblioteket.
Første bog dérfra er "Den Gamle Mand & Havet"
af Ernest Hemingway.

Har næsten ingen billeder
taget i Hong Kong;
stemningen lod sig
ikke fotografere.
Men folkene bag filmen
Blade Runner har
uden tvivl været hér
for at hente inspiration.
Monstrøse lysskiltklipper
tårner op over de
smalle, menneskefyldte
gader med butikker
hele vejen hen, overalt
sælges der ting fra
forretninger i åbne
garageporte ud til gaden.
Rene, strømlinede
elektronikforretninger,
turisttingeltangel og
blæksprutte-fastfood side om side.
Og baggyderne er
ren cyberpunk.
Ganske smalle gågader.
Med de samme markiser,
men beskidte; den samme
asfalt, men beskidt og med
gamle aviser og uklare
småklatter.
Få mennesker. Et par boder holder
åbent endnu hér, fra et
skur sælges der vakuumpakkede frugter,
og de gamle skilte med
sirlige kinesiske skrifttegn
lyser ikke hér.
Det er en god by at være
turist i. Der er tydeligvis
meget at se. De par timer
en sømand kan nå
føles som alt for lidt,
og ville sikkert gøre
det uanset hvad man
nåede at opleve, for
Hong Kong er stor.
Den er nem at komme
rundt i med et
veletableret metro-system
som næsten
ingen penge koster.
Lige fra havnen og
til gågade-centrum,
6 Hong Kong Dollars,
som vel cirka svarer til 4,5 kr.
Til gengæld koster
alt hvad der ikke er
dagligdags som dét,
kun lidt mindre end
det samme som i Danmark.
Men hvad søren. Penge er der nok af.

Efter små to uger på havet
tør jeg sige så meget:
Jeg har stort mod på
mere tid til søs, og mere
tid i hver havn.
Industriel containerfart er
ikke en måde at se
verden på, det er en måde
at se containere på
og så komme ind i
nogle af verdens storbyer
et par timer ad gangen undervejs.
Og - andre er måske ikke enige
med mig, også
selvom de er
søfolk - det er fantastisk
bare at stå ved siden, eller
ude forrest, og se vandet glide forbi.
Endeløs, bølgende vidder.
Endeløs, lyseblå himmel.
Og om natten bliver begge
dele til det samme sorte hav,
man glider igennem; ovenfor uendeligt,
og nedenunder samme
mørke som uendelighedens.

Men det var et sidespor.
Situationen fortsat
desperat m.h.t.
uddannelse, aner ikke
mine levende råd
angående at blive på skole
eller springe fra. Der er
vældigt gode argumente
for begge dele.

Er begyndt at glæde
mig til at komme hjem
og se jer alle sammen.
Ude godt, forbandet godt,
men hjemme bedst.
Det gælder iøvrigt også vejret.
Nu har det været
skyfrit T-shirt-vejr i to uger.
Men snart går turen
mod Europa, og så
bliver dét i hvert fald bedre for en tid. :)

Linde strømme af
kærligt boblende
mangojuice og gæret honning -
Mikkel Med Vand I Hjertet

Halløj

Gårsdagens mail blev lidt dyster,
 så her kommer en ny og fin.
Skibets bevægelser passer mig godt,
 selvom vibrationerne kan blive voldsomme.
Lige nu er det svært at se, hvad der står
på skærmen fordi den ryster!
 Men vi skyder også høj fart
på vejen mod Ningbo.
Udsigten er flot over det tomme, hurtige
containerskib og det blå ocean
som kun er lidt mørkere end himlen.
Der er dystert humør sådan som tingene har
artet sig hvad fremtidsudsigter angår.
 Som det er nu ser det,
som mailen i går handlede om, ud til at der
intet arbejde er at få når vi er
 færdige. Maersk er langt den største
arbejdsgiver til danske søfolk, og at de
begynder at genne deres danske
officerer ud af folden er et hårdt og
dårligt tegn. For når de, som er dyre i løn,
 først er ude, kommer de nok ikke ind igen.
Men ellers har vi det faktisk godt om bord.
 Ser film, laver lektier,
 spiller computer med hinanden.
Det er nemt at få alenetid, hvis det er det,
 man vil. Det er bare at
 lukke døren til sit kammer.
Det er ligeså nemt at finde nogen at være
 sammen med og noget at lave, for der
 er nok at give sig til med computere,
biograf, bøger, og, ja, opgaveskrivningen.
 Alt er lige ved hånden og her er alligevel
 rummeligt, det er jo et stort skib
(348 meter langt, nogen og
 fyrre-treds meter bredt).

Nu er der søndagsfrokost. For flere af os
er det morgenmad, dog ikke mig.
Jeg står gene op for at spise
 og så gå i seng igen.

Kærlighed kildevand og blåt ocean
Mikkel

Davs alle sammen!
Det hele er jo
ikke fryd og gammen
snakken går
om en nyhed
så vammel
Maersk forsøger
at takke af
ALLE officerer under
det danske flag
undtagen kaptajn
og maskinchef

... De har fået tilbud om et
antal måneders løn for selv
at sige op. Maersk vil af med 170.
Såeh... Om de 4½ år, når vi
er færdige. Så kunne noget
tyde på, der ikke bliver noget til os.
Alle de erfarne kommer til
at blive ledige på det ret
lille danske marked.
Det er jo ikke til at sige,
hvordan verden ser ud til den
tid. Men vi taler jo meget om
det her på skibet.
Det er svært at bevare optimismen,
meget svært. Og svært at
finde ud af, hvad man skal synes.

Men ellers er her meget godt.
Stille, roligt T-shirtvejr over
hele linjen. Vi har lige ligget
i et par timer og ventet i
på at få lov at sejle ind til Qingdao.

Der er også weekend ombord.
Mandag til fredag er arbejde, lørdag er
rengøring  (og officielt også lektier),
og søndag er fri.

Hvordan HAR i det derhjemme? Hep hep

- le Mikkel

P.S.: Brandvagt er god idræt.
Når brandalarmsystemet får fejl
må kadetterne gå vagt i maskinrummet
hele natten. Træt! Søvnig! God idræt!

Hej alle!

Fire dage er gået, og jeg har det som blommen i et æg.
Bortset fra at æg ikke ligger og duver let på søen,
æg har ingen fler-etagers dieselmotorer som får hele maskinrummet
til at ryste når den arbejder.

Æg har hellere ingen morsomme filippinere ombord,
og æg kommer ikke i land i Kina. Det gør jeg, på en kort visit
ind i en stor havneby.
Det tog ti minutter at køre ud af havneområdet i bil.

Men æg sejler nogle gange, og så spiser vi dem til frokost.
Resten af maden er også helt udmærlet, selvom det
ikke er stor kogekunst.

I morgen er sidste dag i maskinen i denne omgang
(vi skifter lidt hurtigt i starten). Bagefter er der et par dage på broen.

Hvordan har i det derhjemme?

mvh Kadet J

(RE: Hvis man ønsker at skrive til Jazz er mailen MHN202@maerskcrew.com)

Jazz's first

Hej venner!

Det var en lidt lang tur,
og vi er stadig en smule jet-laggede efter
landingen i går aftes.
Men det har været en fin første skoledag.
Vi har fået en lille rundvisning
(der er jævnt meget plads nede i sådan et container-lastrum!),
set instruktionsvideoer og
set førstestyrmanden og et par assistenter
arbejde ude foran ved afgangen fra Pusan.
Vi har fri for i dag. Der er nyheder om sejlplanen:
Fire kinesiske havne, den første er Xingang i morgen.
Derefter TRE UGER for anker,
fordi vi skal bunkre (have brændstof om bord).
Der skal nok blive spillet Counterstrike og bordfodbold i den tid.
Altså får vi ikke så mange havneanløb, så der bliver ikke
så meget eventyr andet end på skibet.
Men det er også et ordentligt sanseindtryk.
Det er lidt som en drøm at følge efter
en officer ned for at se på bov-thrusteren, stige efter stige ned.
I blå kedeldragt og med blå hjelm.

Altså, vel ankommet på Clementine Maersk. God vind!

- Jazz a.k.a. "Cadet J"